Millionæren fra Brønshøj

TEMAET FOR Folkemødet der sluttede i går, var FN’s 17 verdensmål – altså pejlemærkerne for en bedre verden: Blandt andet bæredygtig produktion, klimaindsats, ligestilling og kampen mod sult og fattigdom.

MEN DISSE visionære mål druknede på Bornholm i den mere jordnære diskussion om en mulig ny regering, hvor Mette Frederiksen (S) har nøglerne til Statsministeriet.

DET SKAL dog ikke afholde os fra et nævne det forslag om en global skat til verdens superrigeste, som på Altinget luftes af den iranskfødte rigmand Djaffar Shalchi – populært kaldet millionæren fra Brønshøj. Iværksætteren og byggematadoren har ifølge det oplyste selv doneret et trecifret millionbeløb til at forfølge FN-målene.

MEN MED adresse til egen velgørenhed og den, som eksempelvis mega-milliardærer som Bill Gates yder, konstaterer rigmanden i den københavnske forstad helt overordnet: ’Filantropi er bullshit. Det når man ingen vegne med’. Hvorfor? Fordi der ganske enkelt ikke er filantroper nok til at løse klodens problemer. Kun global, lovpligtig beskatning vil hjælpe, mener han.

KONKRET arbejder Djaffar Shalchi på næste år at udarbejde en FN-resolution om, at alle lande skal beskatte deres dollar-milliardærer med én procent og give pengene til FN's verdensmål.

I DANMARK menes at bo ti dollar-milliardærer, og de kan sove roligt om natten. For skulle forslaget – og nu er vi altså ude i et vildt, spekulativt kredsløb – på et tidspunkt blive fremsat i FN, vil en dansk regering sige nej.

OG PÅ globalt plan har forslaget overhovedet ingen gang på jord. Verdens poler kan smelte ti gange, før en Donald Trump vil skrive under.

IFØLGE organisationen Oxfam, der bekæmper fattigdom i verden, findes der i alt godt 2000 dollar-milliardærer på kloden. Men alt andet lige forekommer det ulogisk at gøre dem personligt ansvarlige for alverdens nød og elendighed.

GRUNDLÆGGENDE handler det om at få indført globale færdselsregler, der kan rette op på den ekstreme ulighed – herunder sikre at multinationale selskaber og lige så grænseløst grådige kapitalfonde bidrager til fællesskabet i form af skat.

POLITISK impotens og kortsigtede nationale interesser er skyld i, at de nødvendige tiltag har lange udsigter. Men kan forslaget fra millionæren fra Brønshøj presse lidt på, er det ikke så tosset.

57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere