Min er større end din

Se på mig: FOLKETINGSVALGET nærmer sig med hastige skridt, og samtlige kandidater er så opmærksomhedssøgende som børn, der lige er blevet hentet hjem fra vuggestuen. Alle har de en stærk trang til at blive set, og i forgårs fandt de konservatives Mai Mercado en vej.

Hun skrev i Berlingske en kronik, hvor hun meddelte, at hendes parti ønsker obligatorisk kristendomsundervisning i folkeskolen.

DEN IDÉ kan man sagtens sige noget om, og det gør vi senere, men først vil vi lige se på Mai Mercados sprogbrug, der leder tanken hen på børnefødselsdage, fodboldkampe eller lignende.

Kronikkens overskrift lyder: ’Kristendommen er bedre end islam.’
Som en FCK-tilhænger, der praler med sit hold over for en Brøndby-fan. Eller drenge, der sammenligner tissemænd i skolegården.

MAI MERCADOS budskab er fløjtende banalt. Selvfølgelig er kristendom bedre end islam. For hende. Ellers var hun vel konverteret.

For de fleste mennesker er religion alene en trossag. De færreste vurderer deres tro efter dens brugsværdi. Om den vasker renere end andre. Om den går længere på literen.
Mai Mercado har det tilsyneladende anderledes end de fleste.

KRONIKKENS jordstrygende intellektuelle niveau forhindrede ikke, at Mai Mercado fik omtale af sig selv og sit parti. Påsken er en god tid at tale om religion i.

Og det blev ikke ringere i går, da politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti – der dermed scorede deres fem minutter i rampelyset – bakkede op om idéen.
Som vi nu vender tilbage til.

DANMARKS historie og dansk kultur er aldeles ubegribelig, hvis man ikke kender til kristendommen. Siden Ansgar ankom til Danmark i 800-tallet, har den kristne tro sat sig spor, så det i dag slet ikke er muligt at forestille sig, hvordan det danske samfund ville se ud uden.

Derfor er det da også en god idé, at skolebørnene får kristendomsundervisning, og det får de skam allerede i dag. Den er ikke forkyndende, men oplysende, og det vil ingen vist ændre på.

FORSKELLEN er kun, at de konservative vil gøre kristendomsundervisningen obligatorisk.

John Rydahl, der er formand for Religionslærerforeningen, oplyser til Berlingske, at under én procent af eleverne tages ud af kristendomsundervisningen.
De fleste af de børns forældre er nok Jehovas Vidner.

MAI MERCADOS forslag vil altså løse et problem, der ikke eksisterer. Men så kom vi da en dag nærmere valget.

82 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere