Min hverdagshelt

Poul Madsen var ikke i decideret atom-chok, men dog rasende, da han opdagede, at den venstre forskærm på hans bil var flænset op torsdag morgen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Poul Madsen var ikke i decideret atom-chok, men dog rasende, da han opdagede, at den venstre forskærm på hans bil var flænset op torsdag morgen. Foto: Tariq Mikkel Khan

Torsdag morgen blev jeg rasende. Da jeg kom ned til min bil, var venstre forskærm flænset op og hele hjulkapslen havde fået et kæmpe kys på den ufede, ridsede måde.

Straks tænkte jeg: Sådan en idiot, der er kørt ind i min bil og bare er stukket af fra regningen. Typisk dansk. Vi er fandme en flok tøffelhelte, der ikke engang tør stå ved, når vi laver en fejl. Mit raseri var næsten på højde med Søren Espersens gentagne vredesudbrud: ’Jeg er edderspændt’, ’Det er så forargeligt’ og ’Nok er nok’.

Dog nåede jeg ikke ’i atomchok’. For da jeg kom på arbejde, ringede min mobil. Det var mit bilforsikringsselskab. De kunne fortælle, at en sød kvinde desværre var kommet til at påkøre min bil om natten! Og da det regnede, ville hun ikke placere en besked i forruden, da den sikkert ville blive gennemvædet og ulæselig, så hun havde i stedet ringet til politiet og fortalt om påkørslen. Politiet havde så kontaktet leasingselskabet, som så fandt frem til mig.

Utroligt. Der findes ærlige folk. Det er for vildt. Pist borte var min Søren Espersen-tilstand. Jeg var nærmest genfødt som Uffe Elbæk – parat til at sidde i rundkreds og omlægge mit liv til yoga og vegansk kost.

Men det fik mig til at tænke på, hvor meget bedre vi alle sammen ville få det, hvis alle stod ved deres handlinger. Tænk, hvis Mette Frederiksen indrømmede, at det der med førtidspension til Arne nok aldrig bliver til noget. Hvis Lars Løkke Rasmussen erkendte, at det er helt ude i hampen, at partiet skulle betale hans tøj, og at alle politikere indså, at de ikke skal have særlige goder med tårnhøj pension og en helt masse andet.

Jeg tror, ærlighed kunne genetablere en stor del af tilliden til det politiske system. Det ville i hvert fald med sikkerhed dæmpe politikerleden.

Måske ville vi ligefrem med glæde begynde at betale skat. Og sort arbejde ville blive noget, der fandtes i ’gamle dage’.

Men hele dette ærligheds-trip starter jo ved en selv. Så næste gang jeg får lyst til at snige mig bort fra mit ansvar, vil jeg tænke på kvinden, der ringede til politiet og fortalte, at hun var kørt ind i min bil midt om natten, i regnvejr, uden at nogen havde set det. Hun er min hverdagshelt. Lad os følge hendes eksempel. 

436 kommentarer
Vis kommentarer