Mødet med retsstaten

Justitsministerens samlever fik ifølge politiet slag i et værtshushåndgemæng. Alligevel sidder gerningsmanden, helt usædvanligt, stadig fængslet. Foto: Jens Dresling
Justitsministerens samlever fik ifølge politiet slag i et værtshushåndgemæng. Alligevel sidder gerningsmanden, helt usædvanligt, stadig fængslet. Foto: Jens Dresling

Slå ikke på en justitsministers samlever i nattelivet – ja, slå ikke på nogen som helst i nattelivet i København.

Men rammer du tilfældigvis ind i justitsministerens mand, sidder du virkelig i møg til halsen.

Det indtryk får man, når man ser nøgternt på følgerne for en slovakisk advokat, bosat i Polen, der som ishockeyfan morede sig i København natten til 17. maj.

Han sidder stadig varetægtsfængslet, sigtet for vold mod Søren Papes samlever. Og kommer formentlig til at sidde alt for længe bag tremmer i forhold til den endelige straf.

Hans kone, som Ekstra Bladet har interviewet i dag, mener ikke, at behandlingen af ham er en retsstat værdigt.

Hustruen kan se, hvordan sagen fra første øjeblik eskalerede. Politiet sendte et tweet ud om, at der var sket en hadforbrydelse mod Papes samlever, og at en slovakisk mand var sigtet. Helt usædvanligt i sig selv at sende sådan noget ud. Pape spredte derefter selv politiets tweet videre med et par bemærkninger. Og landets statsminister trumfede ved på sin egen Twitter-profil at skrive:

’Rystet over, at Søren Papes samlever, Josue Medina Vásquez, er blevet udsat for en hadforbrydelse. Man skal frit kunne leve sit liv, som man ønsker. Det burde være en selvfølge i 2018.’

Ja, det burde det.

Men det burde sandt for dyden også være en selvfølge, at et lands statsminister ikke begynder at rundsende forhastede fordømmelser på Twitter om en mand, der ikke engang har været for retten eller er dømt.

Ingen er i tvivl om, at Løkke er optaget af, at homoseksuelle ikke må diskrimineres – han er f.eks. med som Privat-Lars (eller er det Statsminister-Lars?), når der er Pride-parade i Københavns gader.

Men her overskred han totalt grænsen mellem de tre grundpiller i det danske retssystem: den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, hvad der også efterfølgende er kritiseret af advokater. Han skulle, for at sige det rent ud, have holdt sin kæft!

Man må sige, at hustruen til den fængslede ishockeyfan har en pointe, når hendes opfattelse af Danmark som en retsstat har fået et grundskud. Hun ser sin mand hængt ud af statsministeren, inden manden har været for retten. Og når advokaten kommer for en dommer på et tidspunkt – og lad det blive snart, for alt andet er uhørt – så bliver det i hvert fald ikke for en hadforbrydelse, men for såkaldt almindelig vold.

Politiets efterforskning gav nemlig ikke belæg for at tiltale advokaten for en hadforbrydelse, og vi får formentlig aldrig opklaret, om der blev sagt noget om homoer, eller der ikke gjorde. De eneste, der fik skreget det ud som en hadforbrydelse, inden noget stod klart, var statsministeren, justitsministeren og politiet.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen