Mølbak tavs om dobbelt-corona

DIREKTØREN for Statens Serum Institut mener åbenbart ikke, at han skylder danskerne svar på, om en borger har været smittet med corona to gange.

Som Ekstra Bladet har fortalt, har den 41-årige sygeplejerske Marie-Louise Kleszewski været syg med corona to gange på tre måneder. Det rejser store spørgsmål. Ikke bare for Marie-Louise, men for os alle. 

Statens Serum Institut vil dog ikke svare på Ekstra Bladets spørgsmål.

SERUMINSTITUTTET ønsker af uransagelige grunde åbenbart ikke at udrede Marie-Louises tilfælde yderligere.

Det er ellers brændende aktuelt, at man kan blive smittet flere gange med corona. I forrige uge erklærede forskere en 33-årig mand fra Hongkong smittet to gange med to forskellige versioner af virus.

DEN FØRENDE virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, har på Ekstra Bladets foranledning gennemgået Marie-Louise Kleszewskis historie. Virologen sagde tirsdag til avisen:

– At hun skulle have gået med samme virus og haft den latent liggende i kroppen, har vi ikke hørt om. Derfor er det såmænd nok rigtigt, at hun har været smittet med corona to gange.

ALLAN RANDRUP Thomsen efterlyser derfor en analyse af prøverne. Ligesom man har gjort det i Hongkong. Her viste analysen, at den 33-årige kineser var smittet med to forskellige versioner af corona.

SÅ SENT SOM onsdag afviste direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, at analysere Marie-Louises prøver. Samtidig anerkendte han, at patienter, der har været smittet to gange, er begyndt at dukke op rundt om i verden, og at dette er problematisk:

’Det kan således være svært at afklare præcist, om det faktisk er en aktiv virus, der påvises, eller om der blot er tale om ’rester af gammelt virus’ fra første episode, der har gemt sig i slimhinden. Det kan også være svært at afgøre, om det er den første infektion, der af en eller anden årsag er dukket op igen (reaktiveret), eller om der er tale om en reel nysmitte,’ lød det fra direktøren fra Statens Serum Institut.

JAMEN, KÆRE KÅRE, hvorfor begynder I ikke med at segmentere de to prøver fra Marie-Louise Kleszewski? Og derpå give hende og resten af os danskere klar besked.

VI HAR som borgere ret til at få at vide, hvad der foregår. Er forestillingen om immunitet eksempelvis helt tabt? Skal vi bare vænne os til at bære mundbind i årevis, fordi corona muterer og konstant dukker op i nye versioner?

Svarene ligger muligvis i Marie-Louise Kleszewskis to prøver. Hvorfor finder Statens Serum Institut dem ikke frem med det samme?

141 kommentarer
Vis kommentarer