Moralens manglende vogtere

Politiker-privilegier: Hvor mange gange har vi ikke hørt en politiker sige: ’Jeg følger bare reglerne’, når de endnu engang er blevet afsløret i at forgribe sig på skatteydernes penge?

Vi har også forstået, at taler vi pension, gælder der ikke samme regler for politikerne som for resten af befolkningen.

Vi har i de seneste uger her i Ekstra Bladet bl.a. oprullet, hvordan en afgående minister kan blive ’pensionist’ allerede i start-30’erne og resten af livet hæve sin skatteyder-betalte pension – samtidig med at han stadig har et velbetalt job.

Det er komplet tåbeligt og så urimeligt, at det efterhånden også er gået op for en lille håndfuld politikere.

Seneste eksempel er Margrethe Vestager, som vi omtaler i dag.

Hun har fraskrevet sig sin ministerpension, mens hun er EU-kommissær.

Tidligere har vi kunnet fortælle, at Uffe Elbæk fraskrev sig pensionen, og at Mogens Lykketoft har valgt eftervederlaget fra, mens han hæver en millionløn i FN og har beholdt sin pension.

Med på listen over politikere, der nu følger deres egne, helt private regler, hører også Nicolai Wammen, der fraskrev sig en del af eftervederlaget fra sin borgmester-tid. Og den mest berømte af dem alle, den nyudnævnte forsvarsminister Carl Holst. Men det var som bekendt ikke med Holsts gode vilje, at han droppede den sidste del af sit eftervederlag.

Men samlet kan vi konkludere, at politikerne nu ’følger reglerne’ på vidt forskellige måder. Det minder lidt om en buffet: Jeg nupper eftervederlaget, men dropper pensionen og beholder naturligvis samtidig min anden høje løn.

For sammenligningens skyld kan vi jo tage børnechecken som et eksempel. Det har altid været dybt urimeligt, at folk som mig med en høj indtægt samtidig skulle have en børnecheck. Hvis man skulle følge den nye politiker-logik, så skulle det altså være op til mig, om jeg moralsk syntes, det var i orden at modtage børnechecken.

Men sådan er det heldigvis ikke, for heller ikke jeg er så godt et mennesker, at jeg frivilligt frasagde mig børnechecken. Så derfor er det jo godt, at vi har nogle forstandige lovgivere, der ændrede den absurde ordning, så børnechecken nu gradueres efter familiernes indkomst.

Men hov! Hvorfor gør politikerne ikke det samme, når det gælder dem selv? Hvorfor bliver eftervederlag ikke fuldt modregnet i en ny løn? Og hvorfor kan en politiker ikke først få pension, når vedkommende rent faktisk bliver pensioneret ligesom alle andre?

Svarene blæser i vinden. Kun ét synes sikkert: Moralen er blæst væk og afløst af dobbeltmoral.

111 kommentarer
Vis kommentarer