Mortens mavepuster

RADIKALE kører valgkamp for øjeblikket, som om de allerede var gået ud af regeringen.

GANG på gang tonser Morten Østergaard ud med valgbomber, der forpester tilværelsen for Helle Thorning og Henrik Sass Larsen, men som er ærke-radikal politik til den højre side.

SENESTE afsikrede håndgranat, der trillede ind i Thornings valgkamp og sagde bang! med et ordentligt brag, er de radikales krav om skattelettelser for 13 milliarder kr. Dét er altså mange penge! Og det skal være lettelser både i toppen og i bunden. Enhedslisten nærmest fråder og forlanger, at Thorning ikke indlemmer de radikale i en ny regering.

OG SÅ LIGE nu hvor Socialdemokraterne forsøger at male et billede i forhold til Venstre om, at enten får man velfærd, eller også får man skattelettelser ...

ALLE hører samtidig ekkoet for op- og nedturene mellem R og S under sidste valg. Også dengang blev de radikale først hældt konstant ned ad brættet inden valget. ’Det bliver over mit lig’, svor Henrik Sass, når det var på tale at beholde efterløns- og dagpengereformerne. Og derefter tørrede de radikale som bekendt gulv med Socialdemokraterne, da de to partier først sad over for hinanden i Det Sorte Tårn.

SÅ NÅR Thorning i går forsikrede, at ’Vi finder ud af det. Det gjorde vi også sidste gang’, kan man næsten ikke lade være med at grine lidt.

MORTENS skattelettelser er samtidig en kile, Løkke kan drive ind i duellerne. Venstre kan godt lide skattelettelser – men når de radikale vil finansiere dem ved at plukke boligejerne, er Venstre stået helt af. Til gengæld kan Venstre vride kniven rundt over or Thorning: Pønser S i virkeligheden på at jagte boligejerne?

JA - NOGEN gør jo som bekendt! Sass Larsen måtte forleden fraråde, at S-kandidater deltager i mediernes kandidat-ests, efter at flere socialdemokrater havde svaret ja til at sætte boligskatterne op. Med sådanne partifæller, hvad skal man så med en opposition, må han spørge sig selv.

120 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere