Når et minus får bonus

Chefer i Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning har fået udbetalt resultatløn gennem flere år.

Hvilket er imponerende, da resultaterne er elendige.

Økonomien sejler på børne- og ungeområdet i den socialdemokratiske kommune.

En revision fra sidste måned viser sågar, at ’der er opstået en kultur, hvor man bruger for mange penge med den undskyldning, at der er for få,’ som det konkluderes. Det er DR Fyn, der har blotlagt historien.

Der har i mange år ikke været nogen grænse for, hvor uduelig og ødelæggende en chefs virke i det offentlige kan være og så alligevel udløse en bonus.

Vi har set direktører i Skat få 100.000 kr. i bonus for implementeringen af det skandaløse og omkostningskrævende indkrævningssystem EFI. En direktør i Region Hovedstaden fik 100.000 kr. for arbejdet med den om muligt endnu mere skandaleramte Sundhedsplatform.

Sidste år kom det frem, at staten aldrig har ført tilsyn med anvendelsen af skatteborgernes penge til bonusser eller målt, om borgerne også får mere for pengene med et belønningssystem.

Forvaltere forvalter dermed og belønner hinanden helt uden greb i virkeligheden. Man rager uretmæssige fordele til sig ved at omgå mening og ånd i de ordninger, der findes. Et uafviseligt eksempel herpå er kommunaldirektører, der modtager store fratrædelser på korttidskontrakter, blot for at blive indsat i stillingen på ny.

Hvis sundhedsvæsen, SKAT og offentlig transport svigter borgerne på grund af elendig ledelse, belønnes elendigheden, og vi skatteborgere holdes for nar for vores egne penge.

Det værste er, at der blandt offentlige ledere ikke er nogen konsekvens af eller flovhed over, hvor fælt man kan fejle og alligevel blive belønnet. 

I Odense er det stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen, der har godkendt udbetaling af resultatløn til kommunens forvaltningsdirektører. Stadsdirektøren hævder, at man udmærket kan få udbetalt resultatløn, selvom man ikke ’har levet fuldt op til sine ledelsesmæssige opgaver som direktør.’

Stadsdirektøren burde på baggrund af denne udtalelse fyres for enten at være inkompetent eller arrogant. Der må jo være tale om enten det ene eller andet.

Odense Kommune meddeler, at man fra i år har afskaffet resultatløn. Tak for det. Vi har blot et par spørgsmål i den anledning: 

Hvad har kommunen indført i stedet? Og hvad med resten af det offentlige Danmark – kan man her fortsat få en bonus for at være et minus?

246 kommentarer
Vis kommentarer