Når nazismen hives frem

 

Én ting er sikkert i debatten i Danmark:

Når nogen begynder at sammenligne med Anden Verdenskrig, særligt nazisme, for at vinde en sag for sig, ved man, at de ikke bare er gået over stregen. De har også blottet et nedladende syn på den danske offentlighed. Alene ved at anvende et overdrev, som de forventer, at vi andre hopper på.

Denne uge har foreløbig haft to gode eksempler. Først sammenlignede Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, Udrejsecenter Kærshovedgård med nazisternes kz-lejre.

’Udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast er i dag det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr, uden at være det. Før Anden Verdenskrig udviste Danmark jøder til Nazityskland. Vi er ved at skrive endnu et sort kapitel i vores historie’, skrev Grenov i Politiken.

Inger Støjberg kom med den eneste rette replik hertil:

’Det er direkte respektløst overfor de seks mio. jøder, der mistede livet i koncentrationslejrene at sammenligne Udrejsecenter Kærshovedgård med kz-lejrene.’

Det, Kristendemokraternes formand gør her, er sandt nok at trampe tankeløst rundt i holocaust-ofrenes mindelund. End ikke mundheldet om, at overdrivelse fremmer forståelsen, kan undskylde det. For naturligvis er opsamlingen på en gård af indvandrede mennesker henvist til udvisning ikke at sammenligne med udryddelseslejre uden forplejning og nåde.

Det andet eksempel på tåbelig brug af en parallel til Anden Verdenskrig stod Dansk Folkepartis Søren Espersen for. DF’eren kommenterede på Twitter statsminister Lars Løkkes nytårstale med følgende skudsmål:

’Matador-Lars: ’Vi kan ikke bygge mure mod verden’ ... men den 9. april 1940 ville netop det måske have været en ganske udmærket idé ...’

Hvad har ledt Søren Espersen til den forestilling, at en mur ville have stoppet Hitlers besættelseshær i at overtage landet? Det kan man undre sig over. Medmindre, naturligvis, at Espersen godt ved det. At han bare slår plat på en national sørgedag.

Faktisk var udsagnet om, at vi ’ikke kan bygge mure mod verden’, en af de få sandheder i statsministerens nytårstale.

Det onde, det invaderende, det destruktive kan ikke holdes ude på andre måder, end vi allerede gør. Det vil sige ved at se det i øjnene, genkende det, afvise det og samtidig stå fast på både vores åbenhed, vores menneskelighed og vores værdier.

294 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere