Når Paludan udråbes til vinder

RASMUS PALUDAN ’vandt’ partileder-runden. 

Det konkluderede flere mediers politiske kommentatorer efter den første valgdebat i tv. Også i denne avis.

Det understreger et problem – ud over de indlysende problemer, selvfølgelig. Såsom at andre klarede sig dårligt. Eller at få bryder sig om, at Stram Kurs får noget at fejre ved dette folketingsvalg.

DET BLOTLÆGGER NEMLIG også problemet ved udelukkende at betragte politik som et spil. Og konsekvent omtale valgkampen som en sport.

Dermed bliver indholdet sekundært. Det bliver 

ligegyldigt, hvad der siges. Blot det siges hurtigt, effektivt, effektfuldt og uden vaklen og forplanter sig som enten tøven, stærk ophidselse eller andre svaghedstegn hos modparten.

Rasmus Paludan kan altså ’vinde’ på at gå ind for eksempelvis etnisk udrensning. Det er der gennemslagskraft i. Det er konkurrencedygtigt i fortællingen om politik som sport. I den politiske kommentators kampleder-afgørelse hæver man således i ringen armen på en mand, der ønsker at deportere en hel befolkningsgruppe.

MAN KAN SELVFØLGELIG – som kommentatorerne også gør – rette skytset mod de gamle partier og deres åbenlyse mangel på adræthed eller snilde til at stå imod. Man kan dertil fremhæve deres dilemma med at tøve med at gå til makronerne for at undgå ’at spille hans spil’.

Men man kan også understrege, at når Rasmus Paludan kan udråbes til ’vinder’ i hjemlig politik, ligner det et fælt knæfald for konkurrencestaten. Det er den stat, som tidligere finansminister Corydon svor til og kaldte ’nødvendighedens politik’. Her er alt indrettet på at effektivisere alt og alle af hensyn til erhvervslivets og landets indtjeningsmuligheder med det formål at opretholde velfærdsstaten. 

Mennesket er et middel. Det har ingen værdi i sig selv. Begreber som ære, mod, ædelhed, retfærdighed og historie er underordnede. 

KAN DET BETALE SIG, er hovedspørgsmålet. Og hvad var det for en milliard-sum, som ikke-vestlig indvandring beløb sig til? Og når visse muslimer koster mange penge, kan man så ikke roligt konkludere, at mange koster alt for meget? I konkurrencestaten generaliserer man gerne. Det er nødvendigt for at holde omkostningerne nede.

Og man udnævner frejdigt Ramus Paludan til ’vinder’. Fordi det altoverskyggende tab, som hans politik rent menneskeligt vil afstedkomme, ikke regnes med i opgørelsen af ’det politiske spil’. 

276 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere