DANSK FOLKEPARTIS Alex Ahrendtsen er gået galt i byen. En vej, Ahrendtsen ofte går.
I december himlede DF’s skole- og kulturordfører op om, hvordan i alverden en gymnasierektor fra Nyborg kunne tillade sig at ’trodse Udlændingestyrelsen’. Rektor Henrik Stokholm lod to somaliske piger fortsætte deres tiendeklasses undervisning på Nyborg Gymnasium, efter at Udlændingestyrelsen havde afvist at forlænge familiens opholdstilladelse. Rektoren har dertil lagt lokaler til frivillig undervisning af pigernes yngre søskende.
SAGEN HAR BRAGT Dansk Folkeparti i affekt. Udlændingeordfører Martin Henriksen beordrede eksempelvis i en P1-debat den fynske rektor til at skamme sig og ophøre med at ’lege politiker’. Og Alex Ahrendtsen spurgte undervisningsminister Merete Riisager, hvilke følger ministeren mener, det ’bør have for hans (rektorens, red.) ansættelse’ – med andre ord: ’Skal manden ikke fyres?’
Svaret fra ministeren var et klart nej. Henrik Stokholm har ikke brudt nogen regler. Tværtimod. Det er vel også enhver undervisers kald at sørge for, at undervisningspligtige børn kommer i skole?
SAGEN HAR BRAGT diverse værdikrigere på barrikaderne. Således også anti-DF’erne, om man vil. Eksempelvis forfatter Carsten Jensen, der ikke lader nogen mulighed passere for at dæmonisere indvandrerkritikere som kældermennesker og derfor oftest demonstrerer sin egen formørkelse. ’Helten fra Nyborg’, har forfatteren proklameret. Hvormed Carsten Jensen og ligesindede faktisk tager lige så meget fejl som Ahrendtsen og kompagni. Sagen er ikke en for eller imod udlændinge.
Rektor Henrik Stokholm tager ikke stilling til Udlændingestyrelsens afgørelse om familien. Han tager vare på børnenes uddannelse. Indtil sagen 
– en asylsag på vegne af børnene udestår – er helt afsluttet.
DA MINISTEREN belærte Alex Ahrendtsen om realiteterne, lænede denne sig op ad Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der skulle gennemgå sagen. Det er nu sket.
Der er ikke grundlag for kritik af Nyborg-rektoren, meddeler styrelsen.
HISTORIEN OM de somaliske børn, der bliver undervist i Nyborg, er således symptomatisk for et Danmark, der i ophidselse ikke magter at skille skæg fra snot, så snart en ’udlændingesag’ hostes op i et hjørne af nationen. Man er ikke frihedskæmper eller landsforræder, når man følger reglerne og passer sit arbejde.
Og Alex Ahrendtsen må blot i gang med at passe sit. Hvilket åbenbart er at forhindre, at børn kommer i skole. DF’eren må skaffe sig et flertal imod. I sin iver efter at påpege fejl og mangler ved rektoren fra Nyborg har Alex Ahrendtsen ikke formået andet end at blotlægge sine egne.
