Nederlaget

Terrorangrebet fandt sted i USA for 20 år siden. Foto: Seth McAllister/AFP/Ritzau Scanpix
Terrorangrebet fandt sted i USA for 20 år siden. Foto: Seth McAllister/AFP/Ritzau Scanpix

Jeg synes, vestlig civilisation er overlegen. Men på 20-års-dagen for 11. september må vi erkende et foruroligende facit. Vi har ikke vundet noget. Tværtimod.

Måneden efter World Trade Center kollapsede med næsten 3000 mennesker i ild og en røgsøjle, der sendte en slagskygge ind over hele Vesten, gik vi ind i Afghanistan for at udrydde bagmændene, Al-Qaida.

Vi er nu flygtet ud igen. Med bukserne om anklerne. Og Al-Qaida er der fortsat – trods Jeppe Kofods forbløffende påstand om det modsatte. Sammen med Islamisk Stat og resten af Kalifatets forkyndere.

Og gennem alle 20 år er vi selv blevet angrebet af Kalifatet. Vi blev det i Paris. Terrorangrebet på Bataclan, der netop nu er for retten i Frankrig. Og i København. Omar El-Hussein var måske ikke medlem af en terrorcelle.

Men med sit angreb på ytringsfriheds-konferencen på Krudttønden og på en fest i den jødiske synagoge tog han Kalifatets lov og pligt på sig og dermed dets regelsæt, uniform og endemål.

Vi blev angrebet i Madrid, London, Nice, Bruxelles, München m.m., fordi terror næres af den angst, den kan sprede, ikke af den tilslutning, den kan opnå. Islamisk fundamentalisme er desværre nået langt med sin skræk og rædsel-strategi. Den har dikteret sikkerheden og overvågningen i de vestlige samfund. Den forsøger at erobre det måske dyrebareste, vi ejer. Den forsøger at snige sig ind i det frie sind.

Siden 11. september har bekæmpelsen af den derfor bestået i ikke at give efter for frygten. Der skal være lov og orden efter dansk, europæisk og vestlig standard. Hvad vi siger, tegner, danser, spiller eller råber, står altid til diskussion, men aldrig til indskrænkning. Hvad vi spiser, læser, lytter til eller på anden måde indtager, er hver enkelt individs anliggende inden for straffeloven, men aldrig inden for Guds angivelige påbud – uanset hvilket kælenavn han hævdes at have.

Vores frihedsrettigheder må ikke forvitre. Og det gør de heller ikke, medmindre vi selv slider dem ned til soklerne ved at indføre et kontrol- og overvågningssamfund i krigen mod Kalifatet. Sker det, kan vi sikkert vinde krigen, men vil tabe meningen med os selv og hinanden.

Derfor er vi på 20-års-dagen for 11. september også nødt til at minde hinanden om, at muslimer stadig ikke står til regnskab. En trosretnings ekstremistiske galninge skal ikke – selvmordsnoter om martyrium eller ej – have lov til at patentere selve troens udlægning, uanset hvor spektakulært eller frygtindgydende de insisterer på at gøre det.

Præcis dette godtog amerikanerne med det samme. De lod tilmed verden, og ikke mindst den muslimske del af den, vide det ved straks efter 11. september at sende deres præsident, George W. Bush, ind i én af USAs største moskéer under bøn.

Vi har religionsfrihed. Vi er ikke som fjenden. Vi er lyset. De er mørket. Og hvis kalifat-tilhængerne insisterer på at blive derinde, skal vi måske holde op med at forsøge at hjælpe dem ud, indtil de muligvis en dag selv bliver fristet af frihed. Og ellers koncentrere os om at holde dem fra døren.

Det er muligt, at vi tabte Afghanistan, fordi vi i virkeligheden var oppe mod kineserne, russerne, pakistanerne med flere. Jeg skal ikke gøre mig klog på det. Vi har i hvert fald ikke løst noget. Og læren er vel, at vi nok også bør være varsomme med at forsøge det i fremtiden. Det er ikke alle, der er klar til blive civiliseret.