’Jeppe Kofod er en konstant påmindelse om den tætte sammenhæng mellem magt og liderlighed, som er hele #metoo-bevægelsens omdrejningspunkt.’

Sådan skriver Berlingskes kulturskribent Birgitte Borup på Twitter. Og det er sandt. Men det er også en påmindelse om, at kendte man ikke sin besøgelsestid, da en ræv kom forbi, nytter det ikke at komme løbende med bøssen 12 år efter i et forsøg på at nedlægge den. Man kan kun håbe, at den går rundt med en dårlig smag i munden.

Udenrigsministeren bør således ikke gå af. Uanset hvor forkastelig hans opførsel var, da han uden kondom som 34-årigt folketingsmedlem ’dyrkede’ sex med en 15-årig DSU’er. Og uanset at visse radikale politikere plus andre forsøger at fælde dom i håb om tilbagevirkende kraft.

Som påpeget i gårsdagens leder var det stort set kun Ekstra Bladet, der var forarget dengang. Og det er den ene af grundene til, at der ikke længere er en god sag mod Kofod. Man skal ikke korrigere fortidens fejltagelser i moralske anliggender med nutidens rettesnor. Det har vi i forvejen rigeligt med dårlige og uheldige eksempler på i identitetspolitik generelt.

Den anden grund er mindst lige så principiel og uomgængelig. Det må byde enhver almindelig retsbevidsthed imod, at en handling begået for 12 år siden – og som dertil ikke var en straffelovsovertrædelse – skulle føre til en afskedigelse i dag. Uanset hvilket arbejde den anklagede i øvrigt går rundt og har, og uanset hvem han er.

Folkedomstole kan forlede sig selv. Men netop i tilfældet Jeppe Kofod findes den folkedomstol, om man vil, som er de ny-forargedes legitime mulighed. De kan således arbejde for, at udenrigsministeren ikke bliver valgt ved næste folketingsvalg.

Vi taler her om en mulighed, som ingen har gjort brug af ved noget valg efter hændelsen på højskolen i Esbjerg. Det er dertil bemærkelsesværdigt, at ingen kritikere sagde noget, da udenrigsministeren blev udnævnt sidste sommer.

Også Jeppe Kofod har – magt og liderlighed inklusive – ret til en indsigelses- og forældelsesfrist.