Nej til en politistat

JE SUIS CHARLIE

Søndagens store march i Paris blev en magtfuld understregning af sammenholdet mod ekstremister.

En markering af, at demokrati og ytringsfrihed ikke kan trædes under fode, uanset hvor frygtelig terroren måtte blive.

Dagen efter massakren i den franske hovedstad sagde justitsminister Mette Frederiksen til Ekstra Bladet, at 'vi er i krig'.

Og hun tilføjede: – Vi kommer i de kommende år til at træffe nogle valg, hvor vi bliver nødt til at give efterretningstjenesten og politiet redskaber, de ikke har haft før. Fordi vi bliver nødt til at kunne matche de mørke kræfter, der er på spil.

Nu er det hverdag igen. Og tiden inde til at handling følger ord.

Men politikerne skal passe på ikke at træffe vigtige beslutninger i affekt oven på de forfærdelige begivenheder. Specielt, hvis de griber markant ind i vores retssikkerhed eller i privatlivets fred.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen gør på Facebook opmærksom på, at Christiansborg handlede i panik efter angrebet på World Trade Center i 2001 og foretog nogle forkerte indgreb. Blandt andet fik myndighederne ret til at følge med i alle danskeres digitale korrespondancer, men det er der heldigvis rettet op på siden.

Hvis PET mangler ressourcer i krigen mod terror, skal politikerne selvfølgelig sørge for, at de er til rådighed. Men samtidig skal de sikre, at vi ikke udvikler os til en politistat, hvor almindelige, lovlydige borgere er under konstant overvågning.

Valgkampen kan også friste politikere over evne til at stille populistiske forslag. Som Pia Kjærsgaard, der vil anvende nødret til at smide imamer ud af landet. Eller den konservative Rasmus Jarlov, der bruger terrorangrebene i Paris som alibi for at kræve en strammere udlændingepolitik.

For politikerne drejer det sig om at holde hovedet koldt og tungen lige i munden. Hvis de går for vidt, kan ekstremisterne juble og proklamere, at det er lykkedes dem at splitte demokratiet. Og det må aldrig ske.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere