Noget råddent i DF

EKSTRA BLADET afslørede onsdag, at Dansk Folkepartis ulovlige brug af EU-millioner ikke kun handler om Morten Messerschmidt. Sagen trækker spor op i toppen af partiet.

DF’s administrationschef, Jeanie Nørhave, der er nært forbundet til Kristian Thulesen Dahl, har underskrevet kontrakter, som om hun var personalechef på hoteller, hvor partiet har holdt sommergruppemøder for EU-midler.

DF-LEDER Thulesen Dahl har hele tiden bedyret, at han og partiet ikke ønsker at skjule noget. Og der var sat penge af til at betale alt tilbage.

Meget tyder nu på, at toppen i DF har vidst mere, end man ønskede at give indtryk af.

EU's antisvindel-enhed, Olaf, videregav i oktober efter tre års efterforskning sagen om parti-alliancen Meld og fonden Feld – der var fyldt med EU-penge – til Bagmandspolitiet i Danmark.

DET ER GODTGJORT, at EU-midler for 4,35 millioner kroner er anvendt på ulovlig vis. Det siger rapporten fra EU’s antisvindel-enhed. Men det er op til Bagmandspolitiet at rejse tiltale. Og dermed at få klarlagt, om der også er tale om dokumentfalsk fra DF’s side.

Hvad vi kan fælde dom over allerede nu, er Dansk Folkepartis dobbeltmoral. Hvor mange år har DF ikke stået som den selvudråbte moral i dansk politik? Ikke mindst når det gjaldt fifleri med penge i EU? 

I 20 ÅR har DF tordnet mod pengespild, uansvarlighed og snyd med EU-penge. Blot for selv at være det danske parti, der udgør, hvad Dansk Folkeparti hævder at foragte.

VI FORVENTER, at Bagmandspolitiet gør sit arbejde. Ikke fordi det drejer sig om DF. Eller om EU-penge. Men fordi det drejer sig om midler betroet demokratiet af borgerne i en forventning om, at der er den største respekt herfor. Og for at reglerne skal overholdes.

VI VED, Dansk Folkeparti har handlet ulovligt. Vi ved, at partiet har svigtet fælt. Oven på onsdagens afsløring i Ekstra Bladet har vi brug for at vide, hvor overlagt et svig der er tale om.

Vi bider mærke i, at Dansk Folkepartis leder ’formoder’, at myndighederne ’finder ud af, hvad der er op og ned’. På Ekstra Bladet nøjes vi ikke med at formode. Vi har en klar forventning herom. 

278 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere