Nok er nok

’MED DEN SLAGS venner hvem behøver så fjender.’

EU-formanden Donald Tusk var for en gangs skyld klar i mælet, da han i onsdags indledte et EU-topmøde i Bulgarien med at fordømme præsident Trump.

Med Trump ved roret bør Europa ikke længere gøre sig nogen illusioner, men være parat til at klare sig selv, lød hans tydelige melding.

TUSK HENVISER til flere ting:

Trumps undsigelse af den store miljøaftale i Paris, hans skrotning af atomaftalen med Iran og flytningen af den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, som kostede mere end 60 palæstinensere livet.

OG FORUDE truer en handelskrig med de nærmeste allierede, når præsidentens bebudede straf-told på stål og aluminium fra EU træder i kraft 1. juni.

DONALD TRUMPS brovtende egenrådighed har bevirket, at mange vestlige landes forhold til USA er historisk dårligt.

Men det rager tilsyneladende præsidenten en papand.

Ved at fjerne højtplacerede medarbejdere én efter én har han sørget for at omgive sig med høge og klakører, der automatisk blåstempler hans ofte vanvittige dispositioner.

DET ENESTE, Trump forstår og respekterer, er kontant tale. Derfor bør EU verbalt give ham fingeren og tilkendegive, at nok er nok.

Det kan bl.a. ske ved at fastholde miljøaftalen og atomaftalen. Og ved at svare igen med handelssanktioner, hvis Trump gør alvor af sine trusler om straftolden.

OG SAMTIDIG lade den amerikanske befolkning forstå, at EU stadig hører til vennekredsen, men at Trump i den grad udfordrer venskabet. Desværre er den danske regering med Lars Løkke i spidsen allerede godt i gang med at udvande Donald Tusks skarpe kritik.

– VI SKAL PASSE på med at gå i Twitter-krig med Trump. Vi skal ikke eskalere modsætningerne, lyder det formanende fra statsministeren, der har lært blind lydighed mod USA fra Anders Fogh.

EUROPA VIL fortsat være USA’s nærmeste allierede. Men Trump gør det svært at bevare inderligheden. 

213 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere