Normalt må man ikke gå på motorvejen

Fotograf Martin Lehmann føres her væk af politiet, da han 9. september 2015 fotograferede migranter på den jyske motorvej. Foto:Ernst van Norde
Fotograf Martin Lehmann føres her væk af politiet, da han 9. september 2015 fotograferede migranter på den jyske motorvej. Foto:Ernst van Norde

MARTIN LEHMANN er frifundet. Det manglede bare.
Martin Lehmann er pressefotografen, der bliver arresteret på billedet over lederen her. Det skete den 9. september 2015, hvor Lehmann for Politiken fulgte og fotograferede omkring 300 migranter og flygtninge, der vandrede op ad den sønderjyske motorvej.
Af uransagelige årsager – ringe dømmekraft, kan ikke udelukkes – valgte politiet at sigte fotografen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig slangede sig op gennem Danmark, og politiet valgte altså at arrestere en pressefotograf.

VESTRE LANDSRET kundgjorde dog onsdag, hvad stort set enhver regnede ud på selve dagen for tre år siden: At politiet her begik en fejl.
Dermed blev afgørelsen fra Retten i Sønderborg, der også har frifundet Martin Lehmann, stadfæstet.

STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen udtalte dengang om flygtningestrømmen på E45, at ’vi er blevet overhalet af virkeligheden’. En slet skjult eufemisme for, at alle skulle glemme alt, hvad han og Venstre tidligere havde lovet om ’straksopbremsning’ med mere.
Efter et møde med Folketingets partiledere følte statsministeren sig så igen på højde med situationen:
’Der er udført et meget flot stykke politiarbejde, hvor vi efterlever vores internationale forpligtelser. Og hvor vi samtidig gør det på en dansk måde uden unødig magtanvendelse,’ udtalte han.
Hvilket frit oversat betød: ’Nej, normalt må man ikke gå på motorvejen.’

MEN SOM DER står i dommen fra landsretten: ’Hensynet til nyhedsformidling er særlig vigtigt, når der som her var tale om en ganske ekstraordinær situation af stor samfundsmæssig interesse.’
Martin Lehmann var således den eneste, der var udsat for ’unødig magtanvendelse’ og indtil onsdag tilmed tiltalt for at gå på motorvejen og forstyrre den offentlige orden.

FOTOGRAFEN udtrykte efter landsretsdommen selv i Politiken, hvorfor udfaldet var både rigtigt og vigtigt:
’Pressen skal aldrig stå i vejen for politiet. Men det ville være forfærdeligt, hvis politiet bare kunne få lov at smide os væk uden at have en god grund. Derfor er sagen vigtig. For den handler ikke kun om mig. Den handler om os. Den handler om vores demokrati, som er bygget op omkring, at vi kan indsamle informationer og oplysninger, og at alle sammen kan tilgå dem.’

NEMLIG. Tillykke til ham og til os alle. Vi ville være et forlorent samfund, hvis man blev dømt for at dokumentere danmarkshistorie.

149 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere