DET ER BEKYMRENDE læsning, Zetland i denne uge har lagt frem med historierne om det arbejdspres og komplet unødige hastværk, som har ført til opsigelser, sygemeldinger og lovsjusk i ministeriernes departementer.
Ikke fordi det er synd for djøf'erne. Men fordi tuderiet understreger, at man på toppen af magtens kransekage fuldstændig har mistet blikket for, hvordan vores fælles ressourcer bør prioriteres.
Mediet beskriver en medarbejderflugt fra departementerne, hvor 27 procent af den samlede medarbejderstab sidste år forlod deres stillinger. Det medfører, at en absurd mængde ressourcer bliver brugt på at rekruttere og lappe det videnshul, der følger med en så stor udskiftning.
DE PENGE og ressourcer kunne være gået til at løfte opgaver som en ordentlig og værdig ældrepleje. At få vores børn passet uden at skulle frygte for de minimale normeringer, som efterhånden er udbredt overalt. Eller at sikre rettidig behandling til borgere, der er syge med tarmkræft.
Selvfølgelig skal ingen udsættes for en arbejdsdag, hvor man konstant er på sammenbruddets rand, eller et arbejdsmiljø, som fordrer, at man – hvad end det er sagt i spøg eller bliver brugt i ramme alvor – har lokaler, der omtales som græderum.
VI KAN OGSÅ blive enige om, at det virker ubarmhjertigt og helt uforsvarligt at blive tvunget til at arbejde, når man netop er besvimet af stress.
Men hvor er det påfaldende, at nødråbet fra forvaltningen kommer, fordi presset har ramt dem selv. Dem, der forvaltes i vuggestuer, på hospitalsgulve og på plejehjem, har længe råbt op.
Stress, urimelige arbejdsvilkår, krav om uendelig afrapportering og unødvendigt bureaukrati er også hverdag for sosu-medhjælperen, sygeplejersken, pædagogen og politibetjenten, som tvinges til at gå på kompromis med fagligheden og fokusere på brandslukning og håbløst papirnusseri.
Og som samtidig må se langt efter den anerkendelse og prestige, der følger med en stilling som 'skrivebordstomat'.
AT FINANSMINISTER Nicolai Wammen over for Zetland undskylder det massive arbejdspres med, at vi har været igennem en coronakrise, og at Putin desuden har invaderet Ukraine, virker grinagtigt. Det er tilsyneladende undskyldningen, som regeringen har tænkt sig at bruge, uanset hvilket problem den bliver bedt om at tage ansvar for. Og løsningen bliver velsagtens, at man nedsætter en kommission til at kulegrave problemet med mere papirarbejde, flere hastebehandlinger og flere stressede djøf'ere til følge.
MON IKKE DE, der bestemmer, i stedet skulle vende blikket mod virkeligheden og det, som åbenlyst trænger til deres opmærksomhed. Nemlig de – for at bruge en trættende kliché – varme hænder derude, som i den grad kunne bruge et håndtryk.
