Som barn var jeg hundeangst for eneboeren i mosen. Jeg gøs, når jeg indimellem pludselig mødte hans skrutryggede skikkelse i min barndoms skov, hvor han flakkede rundt mellem stammerne med sit lasede tøj og det lange grå skæg flagrende efter sig. Men nysgerrighedens flamme drev mig flere gange til at glemme frygten og med en kammerat opsøge landsbytossen i sumpen ikke langt fra Amtsvejen, hvor han residerede i en hjemmeflikket træhytte, der var klampet sammen af skæve brædder, blik og tætnet med plastikposer.

Hver gang, vi nærmede os, for han op fra bålet og jagede os bort med eder og forbandelser, og vi spurtede væk med hjertet i halsen.

Jeg har ofte tænkt på eneboeren i mit renskurede voksenliv. Hvem var denne utilpassede landstryger i det utætte bræddehytte i skoven?

Og mine tanker faldt igen kærligt på eneboeren, da jeg læste om Hejremandens problemer.

Hvis du ikke lige har været i Frederiksberg Have i København, skylder jeg måske at forklare, at han er en lokal berømthed, som dagligt fodrer de flaksende grå gespenster, der flokkes sultent omkring ham.

Hejremanden har efter en årrække i haven udvidet sin fuglefodrings-praksis til også at omfatte pladsen foran metrostationen ved Frederiksberg Centret. Og det behager bestemt ikke de fine Frederiksberg-spidsborgere, der har klaget til velhaverkommunen. Nogen må gøre noget. Så nu skal den enfoldige fuglefodrer opsøges og fjernes.

'Fodringssituationerne medfører, at hejrerne kommer flyvende og holder til tæt på centret – og tit på glasvæggene ned til metroen. Det kan godt virke generende og skabe utryghed,' skriver kommunen i en mail til mediet KøbenhavnerLIV.

Utryghed? Ja, den er god nok. En biolog ved Dyrenes Beskyttelse strækker sig så vidt som at kalde hejren Danmarks farligste fugl.

- En fiskehejre kan slynge sit hoved med stor kraft og spidde eksempelvis en arm eller et øje med sit dolkformede næb. Anslaget kan sagtens sammenlignes med et dolkestød, advarer biologen fra Dyrenes Beskyttelse til samme medie.

Tak spids, en regulær dødsfælde!  

Mit ærinde er ikke at romantisere landsbytossen som sentimentalt symbol. Ofte trækker den utilpassede både misbrug og tragiske skæbner med sig i kølvandet. Men når jeg iltert forsvarer landevejsridderens ret til eksistens, er det alene, fordi vi risikerer at få et pletfrit samfund uden plads til ægte originaler.

Et konkurrencesamfund uden hejremænd, eneboere, gadens løse fugle, landsbytosserne og de poetiske bumser som Mogens Mogensen, der hjalp Kim Larsen med lyrik til sangene, er et fattigt samfund.

Det ærgrer mig stadig, at jeg aldrig fik talt med eneboeren i mosen. Og det er helt sikkert, at jeg slår vejen forbi Hejremanden, næste gang jeg promenerer på Frederiksberg. Og jeg håber, han aldrig bliver klemt ind i konformitetens spændetrøje.