Ole alene vide

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

TRANSPORT- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) står stærkt i kapløbet om titlen som VLAK-regeringens værste og mest flossede minister.

DET MENER ministeren godt nok ikke selv. Ligesom hans partifælle og formand, Anders Samuelsen, kalder sig Danmarks måske mest kompetente udenrigsminister, giver Ole Birk sig selv topkarakter.

DET FREMGÅR af et interview, som Ole Birk har benådet nyhedssitet Altinget med. Og ministeren skal da have lov til at lovprise sig selv – ikke mindst da ingen andre synes at have trang til at gøre det.

INDEN LÆNGE skal Folketinget igen diskutere Danmarks nok mest overflødige broprojekt: en Kattegat-forbindelse via Samsø.

EN STRIBE transportordførere har peget på det komplet idiotiske i, at Ole Birk tilmed vil have en ren lastvogns- og bilbro og ingen tog-trafik.

TIL DISSE kritikere siger Dyt-Ole ifølge Altinget: Det kan jo helt nøgternt konstateres, at det er dem, som siger noget, der er forkert, og mig, der siger noget, der er rigtigt’. Altså: Ole alene vide.

NOGLE VIL måske mene, at det ikke er en specielt begavet udtalelse, men at den snarere understreger, hvad de fleste mener: Ole Birk er sygeligt selvovervurderende og tåkrummende arrogant.

SOM DA han i det måbende folketing skulle placere ansvaret for, at det godt 20 mia. kr. dyre togsignal-projekt endnu en gang havde sprængt budgettet og blev forsinket i mange år: ’Det er virkeligheden, der har ansvaret’.

DET VAR også virkeligheden, der kom på tværs, da han førte et forgæves ideologisk korstog for at tillade piratselskabet Uber. Her svinede han støttepartiet Dansk Folkeparti så voldsomt til, at han var tæt på at blive verfet ud som minister.

IGEN: NOK ikke den smarteste måde at opføre sig på, men det ragede Ole Birk langsomt. Han fremhævede i stedet, at taxa-lovgivningen trods Uber-forbuddet var blevet liberaliseret.

LIBERALISERING har ført til, at taxaselskaberne nu har bebudet eksplosive takststigninger i jul og nytår. Og kan vælgerne ikke acceptere det, er de bare nogle fjolser.

MEN DET siger Ole Birk Olesen næppe højt. En smule har han trods alt lært. Måske.

268 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere