Olympisk blændværk

IOC’s præsident, Thomas Bach (i midten), fik på kongressen kronprins Frederik og kompagnis støtte til at lade
russerne deltage i vinterlegene. Foto. AP
IOC’s præsident, Thomas Bach (i midten), fik på kongressen kronprins Frederik og kompagnis støtte til at lade russerne deltage i vinterlegene. Foto. AP

KRONPRINS FREDERIK befinder sig i disse dage i Pyeongchang i Sydkorea, der fra fredag og to uger frem er vært for Vinter-OL. Som bekendt er kronprinsen medlem af Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og dermed er han på arbejde. Men han burde ikke have været der, præcis som han aldrig burde have sagt ja til at blive optaget i foretagendet.

DE SENESTE dage har været brugt på IOC’s kongres på det lokale Kensington Flora Hotel, og som altid har der været en hørm af storpolitiske rævekager. Forud for kongressen havde IOC’s eksekutiv-komité besluttet at lade 168 russiske atleter deltage ved legene under neutralt flag og under betegnelsen ’olympiske atleter fra Rusland’.

DA AFGØRELSEN nåede til afstemning blandt de godt 100 IOC-medlemmer, var det kun Dick Pound fra Canada og Adam Pengilly fra England, som ikke stemte for. Vores egen kronprins var – præcis som forud for legene i Rio i 2016 – blandt de IOC-medlemmer, der gerne giver fri adgang til russerne.

DET PÅ trods af de mange veldokumenterede afsløringer af systematisk, statsstyret doping i russisk idræt. IOC’s beslutning om at lade russerne deltage er en hån mod de mange rene atleter.

DA KRONPRINSEN i 2009 for første gang stillede op til valg til IOC, blev han advaret fra mange sider. I journalist Lars Jørgensens netop udgivne bog, ’Konge af en anden verden’, om kronprinsens første otte år i IOC kan man læse, at der også internt i kongehuset var fornuftige hoveder, som kunne se, at Danmarks kommende monark kunne risikere at blive indblandet i snavsede politiske afgørelser og uansvarlige handlinger.

MEN LYTTE ville han ikke. I de otte år, der er gået, er udviklingen i den olympiske verden kun blevet værre. Korruption er der stadig meget af, og der sidder mennesker i IOC, som ingen fornuftig dansk familie ville invitere på middagsmad.

ENDNU VÆRRE er dog det vanvittige ressourcespild, som følger med de alt for pompøse lege. Senest har vi set det i Sochi og i Rio. Milliarddyre arenaer får lov til at forfalde, så snart IOC-familien er rykket videre. I Pyeongchang er udgifterne også løbet løbsk.

DEN OPRINDELIGE plan var at bruge 40 mia. kr. på legene. Regningen bliver snarere på 75 mia. Det olympiske stadion koster alene 600 mio., men det bliver revet ned igen efter legene, for Pyeongchang har ikke noget at bruge det til.

SOM ALTID er det IOC, der tjener kassen ved legene via tv- og sponsorindtægter. Smerten står de lokale skatteydere tilbage med. Derfor er det også til at forstå, at flere og flere lande siger nej til at være vært for legene. Men kronprinsen lever fint med forholdene. Han har netop sagt ja til otte år mere i det olympiske cirkus.

89 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere