Operation red skat

SELV OM Karsten Lauritzen (V) kun har været skatteminister i tre måneder, har han allerede smidt håndklædet i ringen og erkendt, at han ikke har mulighed for at løse alle problemerne selv.

Det kræver et nationalt kompromis: Altså forståelse og hjælp fra andre partier, hvis Skat skal reddes, er hans vurdering.

FORMENTLIG i morgen vil han fremlægge sit og regeringens bud på en kriseplan, der på én og samme tid fremtidssikrer den udskældte etat og anviser veje til at løse de mest presserende møgsager.

Det bliver mere end svært, for Skatteministeriet har været misrøgtet i en meget lang periode.

På ti år har ikke færre end ni politikere sat sig i chefstolen og forladt den igen efter kort tid og masser af ballade.

DEN VÆRSTE skatteminister i nyere tid har uden tvivl været den nuværende udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Han beklædte taburetten hele seks år og var dels manden bag massive personalenedskæringer, dels manden der indførte det forhadte og mangelfulde it-system EFI, som heldigvis nu er lukket efter den seneste skandale med inddrivelse af gæld fra personer, som ikke skylder en krone.

DET ER MÅSKE årsagen til, at Venstre-folk har været yderst fåmælte om Skats mange uhyrligheder. Partiet har for meget i klemme. Men i går kom Kristian Jensen pludselig med udtalelser, der har karakter af en halv undskyldning.

– Hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved nu, så ville vi have lavet et andet it-system, lød det.

KARSTEN LAURITZEN er nødt til at rydde godt og grundigt op, hvis Skat skal gøre sig håb om at genvinde folks tillid.

Det kræver ekstra penge blandt andet til nyansættelser – men de penge kan hurtigt vise sig at være givet godt ud.

ØGEDE kontrolfunktioner kan nemlig mindske risikoen for, at Skat i fremtiden udbetaler milliarder af gode danske skattekroner til udenlandske svindlere. Eller snyder boligejerne med forkerte ejendomsvurderinger.

58 kommentarer
Vis kommentarer