DET GIK som frygtet ved valget i Tyrkiet. Recep Tayyip Erdogans AKP-parti satte sig på magten sammen med koalitionspartneren, det stærkt nationalistiske og Europa-kritiske parti MHP.
DENNE gang vandt Erdogan valget ved at slå på de nationalistiske toner. Tidligere tog han udgangspunkt i konservativt islam. Han stikker fingeren i vejret og ser, hvad der passer til lejligheden. Det kaldes også opportunisme.
PÅ BUNDLINJEN handler det alene om at bevare magten, og det gør Erdogan. Mere og mere egenrådigt.
HAN HAR ledet Tyrkiet som premierminister og præsident i 16 år. Ved valget i søndags reddede han sig en ny femårig periode som præsident, og den kan fordobles, således at han kan sidde frem til 2028.
ERDOGAN har som få andre europæiske ledere sikret sig en magtbase, hvorfra han stort set kan sætte demokratiet ud af spil.
VED EN folkeafstemning sidste år vedtog den tyrkiske befolkning en forfatningsændring, der flytter store dele af magten fra parlamentet til præsidentembedet.
I ROLLEN som præsident kan Erdogan blandt andet vedtage dekreter uden om parlamentet, udpege regeringsmedlemmer på egen hånd og selv udnævne højesteretsdommere.
I FORVEJEN har den tyrkiske leder sat den frie presse ud af spillet. Alle kritiske medier er lukket, og utallige journalister sidder fængslet eller har måttet flygte fra landet.
DET SAMME gør sig gældende med oppositionens politikere. Erdogan har reelt drevet klapjagt på sine modstandere, og han har sine fangarme ude overalt i Europa.
SIDEN DET underlige kupforsøg i 2016 har Erdogans parti strammet grebet om den tyrkiske befolkning, og det gælder ikke kun i hjemlandet. I de fleste europæiske lande har det tyrkiske præsidentkontor en stikkerlinje. Også i Danmark, hvor tyrkere kan angive regeringskritiske dansk-tyrkere.
ERDOGAN er på mange måder en skidt og brovtende karakter, men han er ikke urørlig. Han kan ikke overleve økonomisk, hvis han afbryder alle bånd til det Europa, som han ofte maler et billede af som en hovedfjende.
DEN tyrkiske befolkning fortjener en bedre leder end Erdogan. Hvis forholdene skal forbedres, er EU og USA’s bedste våben økonomisk pression. Uden for eksempel den massive turisme ville Erdogans pengekasse bløde.
