Opposition søges

DEN NYE PARTIBOSS Mette Frederiksen forsømte endnu en lejlighed til at markere sig som oppositionsleder og komme med kontante bud på, hvordan Socialdemokraterne vil tackle tidens varmeste politiske spørgsmål.

Ikke mindst hendes svar på, hvordan Danmarks største parti stiller sig her og nu til strømmen af flygtninge, var ventet med spænding af de delegerede på partiets kongres i Aalborg.

MEN DE BLEV skuffet – for der kom intet svar. Kun vage vendinger om, at mennesker på flugt skal hjælpes, men at vi ikke kan løse hele verdens flygtningeproblemer.

Og at hun i øvrigt bakker op om Lars Løkkes forslag om at udvide kvoten – uden dog at forholde sig til, om 1000 ekstra er for mange eller for få.

METTE FREDERIKSEN kredsede også om det ømtålelige dagpengespørgsmål som katten om den varme grød. Intet konkret, men kun opfordringer til, at der skabes et mere retfærdigt system.

OM SOCIALDEMOKRATERNE kan acceptere en løsning, der koster flere penge, er fortsat en hemmelighed.

STATSMINISTER Lars Løkke kan kun være ovenud tilfreds med, hvad han hørte den nye S-formand sige fra talerstolen i Aalborg.

Hun opfordrer til bredt samarbejde i Folketinget og optræder i det hele taget som en ærværdig statskvinde, der forventer at blive statsminister i morgen.

Selv om kravet til en oppositionsleder må være at skabe kant til den siddende regering og komme med selvstændige forslag. For hvad har man ellers en opposition til?

DER ER INGEN tvivl om, at mange S-vælgere har store forventninger til Mette Frederiksen efter Helle Thornings og Bjarne Corydons blå regime.

Forventninger om mere, ægte socialdemokratisk politik, mere omsorg for de arbejdsløse og de gamle og mere solidaritet med mennesker i nød.

Foreløbig har hun brugt tre måneder på at undlade at tage stilling til stort set alt. Rigtig skarp i mælet bliver hun først, når talen falder på Dansk Folkeparti, men det parti skylder hende jo også en masse vælgere.

VI SAVNER skrigeskinken. Ærlig talt.

70 kommentarer
Vis kommentarer