Oprør mod Rane

Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet, mangler i dén grad opbakning fra en stribe af sine centrale medarbejdere. Foto: Stine Bidstrup
Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet, mangler i dén grad opbakning fra en stribe af sine centrale medarbejdere. Foto: Stine Bidstrup

NATIONALMUSEET er ikke bare et sted, hvor vi kommer for at opleve historien. Det er åbenbart også en rædselsfuld arbejdsplads for mange af medarbejderne i afdelingen for Forskning, Samling og Bevaring.

DET FORTÆLLER DE i en i en intern vurdering af arbejdspladsen, som Ekstra Bladet omtalte i går under overskriften: Oprør mod Rane.

GENNEMGÅENDE i vurderingerne er manglende tillid til museumsledelsens evner – personificeret i mediedarling og øverste direktør Rane Willerslev.

FORSKERE OG ansatte, der står for at bevare og formidle samlingerne, mener, at deres faglighed og kompetencer bliver tromlet. Til gengæld får de intet at vide af den sværm af ledere, der holder møder med hinanden.

SOM EKSTRA BLADET tidligere har beskrevet, var et medarbejderseminar på øen Hven ret betegnende for Willerslevs forestilling om, hvordan man får medarbejderne til at blomstre.

ISCENESAT AF Rane Willerslevs ven, eventmageren Michael Jeppesen, blev alle ansatte fragtet til øen i Øresund, hvor de fik udleveret en brun papirpose med en dåse torskerogn, som de så skulle fortælle om. En event som Jeppesen derefter sendte en regning på en lille halv million kroner for – en af mange, der har fået kritik af kulturministeren.

EN DEL MENNESKER rundt omkring vil sikkert nikke genkendende til museums-medarbejdernes frustration. Med jævne mellemrum popper et nyt chefdyr op i landskabet. Vedkommende har fået overbevist en bestyrelse om, at hun eller han er den rette til at pifte en støvet mastodont op og sælge billetter. Det kan meget vel være en god idé. Men vi har sandelig også set en del fejlcastede chefer, både i politik, i erhvervslivet og meget typisk i DR.

DEN SAMME TYPE spradebasse-fornyer har også en fast attitude, når indignerede protester løfter sig fra stedets professionelle fagmedarbejdere, der ikke lige er i stødet til sandkasselege. Kritikerne får stort set samme besked: I er fortid. I fatter ikke storheden i det her.

RANE WILLERSLEV har også i forbindelse med den seneste artikel i Ekstra Bladet fået sin presseafdeling til at sende en kommentar. Og den er igen i den typiske bedrevidende og nedladende rille: ’Vi forstår jer – fornyelse er udfordrende!’

FAKTISK ER DET synd for alle parter på Nationalmuseet. Willerslev er entusiastisk, en levende fortæller, en mand med en spændende baggrund etc. Men som direktør for en af de største og vigtigste institutioner under Kulturministeriet er han åbenbart en ommer.

HAN VILLE MÅSKE gøre sig bedre som en af de løstansatte og fantasifulde formidlere, som museet har brug for med mellemrum. I stil med for eksempel Jim Lyngvild, Willerslevs egen forkærlighed.

FOR OS ANDRE – publikum – virker det ikke betryggende, at Nationalmuseet ikke mener, at det kan forny sig i et samarbejde med en vigtig del af den professionelle stab.