Overhalet af virkeligheden

FLYGTNINGENE til Danmark de seneste døgn har taget fusen på både på strammerne og på krammerne.

STRAMMERNE ser mennesker, der ikke kan komme hurtigt nok ud af Danmark igen. De behøver ikke et spark ud af Thulesen Dahl – tværtimod! Flygtningene vil hellere brække benene i fuldt firspring hen over markerne ved Rødby end risikere at blive omklamret af det danske asylsystem. Deres mål er Sverige og Norge. De er her i transit. Deroppe har de allerede en fortrop og familie.

SAMTIDIG kan Inger Støjberg og Helle Thorning være glade: Stramningerne fra sidste år af reglerne for familiesammenføring står mejslet i flygtningenes bevidsthed og pisker dem videre.

VELKOMST-komiteerne, der ville vise sand næstekærlighed – underforstået i modsætning til den ’kyniske’ regering – stod også lidt betuttede med deres dannebrogsflag og hjemmebagte boller i går. De fleste flygtninge ville hellere have haft et lift.

FORESTILLINGERNE om flygtninge som haltende, udmarvede, frygtsomme stakler, der vil græde af glæde ved synet af en brikjuice og et par gamle cowboybukser, holder nemlig heller ikke lige nu.

De er trætte, ja, og bange. Men størstedelen mest fulde af flammende livslyst og stædighed.

DEN LANGE march af flygtninge langs motorvejen mod København i går viste tilsyneladende handlekraftige, ofte engelsk-talende, pænt klædte mennesker i beslutsom gang. Med trillekufferter, børn og mobiltelefoner.

De bad ikke om hjælp fra myndighederne, men om fri passage.

JA, FAKTISK er det måske lige præcis de mennesker, det danske samfund står og har brug for som uddannet arbejdskraft, der kan integreres? De bliver nu i stedet proppet ind i et flygtningecenter, eller politiet må opgive at holde på dem, og de fortsætter til Sverige.

POLITISK erkendte Lars Løkke i går, at vi er ’overhalet af virkeligheden’. Det har han ret i. Man må håbe, det kan åbne for noget mere konstruktivt end de hidtidige valg mellem pivåbne grænser eller et Fort Danmark.

Vi vil ingen af delene.

164 kommentarer
Vis kommentarer