På skrump

DR skal slankes og effektiviseres over de næste fem år. Foto. Jens Dresling/Ritzau/Scanpix
DR skal slankes og effektiviseres over de næste fem år. Foto. Jens Dresling/Ritzau/Scanpix

GRÆDEKONER og DR-klakører har nærmest fået de kommende besparelser i statsradiofonien til at ligne jordens undergang. Men lad os nu slå koldt vand i blodet.

DR BLIVER ikke på nogen måde maltrakteret. Over de næste fem år skæres der 20 procent i organisationen, som hidtil har modtaget 3,7 milliarder kroner årligt.

GENERALDIREKTØR Maria Rørbye Rønn har signaleret, at hun selv vil stå i spidsen for besparelserne, og hun kan passende begynde i sine egne forkontorer.

I BERLINGSKE har hun fået gode råd af Per Nikolaj Bukh, som er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet. Han gør redeligt opmærksom på, at DR har over 400 medarbejdere beskæftiget i forvaltning og administration.

I DR Rådgivning, Strategi og Kommunikation sidder hele 104 medarbejdere med reference til generaldirektør Rørbye Rønn.

PROFESSOREN fra Aalborg har nok ikke uret, når han siger, at det måske vil vise sig, at DR har fået opbygget en organisation, hvis fremmeste opgave er at holde møder med hinanden. Hans bud er, at DR kan finde op mod halvdelen af de de 20 procents besparelser alene ved effektiviseringer.

EN TRØST er det nok ikke for folkene i DR-byen, men det er trods alt en kendsgerning, at andre public servicestationer har været gennem lignende spareøvelser. Og de lever endnu. I bedste velgående.

I ENGLAND høvlede BBC 20 procent af budgettet fra 2010 til 2016. BBC laver stadig fremragende fjernsyn. I Holland er der gennemført lignende besparelser, mens NRK i Norge i løbet af fire år har skåret bemandingen med, hvad der svarer til ti procent.

SPAREPLANEN for DR var i første omgang et udspil fra regeringen og Dansk Folkeparti. Ikke overraskende slog Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, straks syv kors for sig. Men efter at have fået ny ilt til hjernen og en omgang hjemmelavet medisterpølse i weekenden lyder han nu som en mand, der gerne vil deltage i en bredere forligskreds.

FINANSMINISTER Kristian Jensen har slået fast, at besparelsen på de 20 procent ikke er til forhandling. Men der kan sikkert flyttes rundt på nogle klodser inden for rammen. For eksempel mindre bureaukrati og mere egenproduktion.

MOGENS JENSEN vil i de kommende forhandlinger forsøge at finde nogle penge til dansksproget pub-lic service-indhold. Det skal nok lykkes ham med hjælp fra regeringen, og så stemmer også Socialdemokratiet ja til besparelsen på 20 procent i DR. Værre er det jo heller ikke.

157 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere