Papegøjesnak

NU KAN Mette Frederiksen pludselig først til foråret fortælle noget om, hvem der skal have lov til at gå på tidlig folkepension – hendes store slagnummer og årsag til valgsejren, som hun ellers personligt ville arbejde for fra dag 1.

UNDSKYLDNINGEN for ’udskydelsen’ er, ifølge et interview i Berlingske i går med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, ’frygt for at påvirke overenskomstforhandlingerne’.

KOMMER det bag på regeringen, at der er overenskomstforhandlinger fra oktober og frem til næste forår? Næppe. Det ville i hvert fald være stærkt pinligt. De ligger klippefast i kalenderen hos arbejdsmarkedets parter år frem i tiden.

BORTFORKLARINGEN stinker snarere temmelig ’uværdigt’ af, at regeringen allerede ved, at den tidlige folkepension til særligt nedslidte nok aldrig bliver til noget. Showet skal bare forestille, at de fortsat kæmper bravt, og på den måde trækker de bekvemt den endegyldige fiasko og løftebruddet ud. 

’VI VIL kæmpe nat og dag for det her’, påstod beskæftigelsesministeren for få uger siden i et interview i Ekstra Bladet. Nu skal vi så forstå, at statsministeren og Hummelgaard vil kæmpe nat og dag, bare ikke under overenskomstforhandlingerne?

ELLER fortsætter de ufortrødent møderne med arbejdsgiverne og fagforeningerne, bare stadig uden at lægge noget frem om, hvordan de selv forestiller sig, det store mirakel skal skrues sammen. Det bliver godt nok nogen underlige møder!

SENERE i går, da kritikken over udskydelsen haglede ned over Peter Hummelgaard, skrev han på Twitter, at ’vi har ikke udskudt noget’. Og at ’vi haster ikke noget igennem’. Det sidste tror vi på! Men hvordan kan han den ene dag sige, at de ikke fremlægger noget før til foråret af frygt for at forplumre overenskomstforhandlingerne – og så den næste påstå, at der ikke er udskudt noget? Den evindelige legen kispus med ordene virker mere og mere utroværdig.

TUSINDVIS af potentielle, tidlige folkepensionister, hører en masse snak og løfter om vild aktivitet i maskinrummet. Vi får bare ikke et pip om, hvem der skal kunne gå tidligt på pension og hvornår.

ENHEDSLISTENS Jette Gottlieb afviste i går i Berlingske, at den differentierede folkepension kan blive til noget.’ Den model kan ikke lade sig gøre at lave i virkeligheden’.

SÅ HVAD bliver den næste undskyldning for en ny udskydelse, når OK-forhandlingerne engang er overstået? At nu er det påske? At Mette Frederiksen skal giftes? Det minder lidt om dengang Helle Thorning papegøjesnakkede om, at ’der kommer en rigtig god løsning i morgen’. Det gjorde der så ikke. Og det gør der nok heller ikke her.

261 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere