Penge er gud

BANKER ER overbevist om, at de kan betale sig fra alt. Penge er Gud.

Derfor forsøger Danske Bank-topchefen Thomas F. Borgen at købe aflad for hvidvask-skandalen ved at love, at den indtjening, banken har opnået ved at handle med forbrydere, vil gå til samfundsnyttige formål.

TRO ENDELIG IKKE, at Borgen pludselig er blevet godgørende. Hans gavmildhed er udelukkende et forsøg på at genetablere bankens fine facade og sikre sin egen position.

Heldigvis synes de fleste politikere at have gennemskuet bankbossen.

PÅ CHRISTIANSBORG er holdningen, at Danske Bank ikke selv kan bestemme, hvad der skal ske med de penge, den har tjent på lyssky aktiviteter.

Som Morten Bødskov (S) udtrykker det: ’Vi lever i et retssamfund, og i et retssamfund kan man ikke betale sig fra alvorlig økonomisk kriminalitet.’

MANGE UNDRER sig også over, at Finanstilsynet tilsyneladende stiller sig tilfreds med, at banken laver sin egen, interne undersøgelse af skandalen.

DET ER DA OGSÅ grotesk, at samfundet er endt i en situation, hvor banken undersøger sig selv og laver sin egen vurdering af, hvad den har tjent.

Det er helt uden sidestykke i forhold til, hvad der sker, når almindelige mennesker medvirker til kriminalitet.

SAGEN ER ENORM. Berlingske har afsløret, at omkring 53 mia. kr. er blevet vasket gennem Danske Banks estiske filial, og det gør den til en af de største hvidvask-skandaler i Europa overhovedet.

Alligevel der der risiko for, at banken slipper uden straf, fordi reglerne var uhørt slappe, dengang forbrydelserne blev begået.

HELDIGVIS HAR den nye erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) ikke givet op. Han har pålagt Finanstilsynet at intensivere sine undersøgelser. Og en politianmeldelse gør også, at bagmandspolitiet er gået ind i sagen.

DET ER DOG uanstændigt, at Thomas F. Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen stadig sidder, hvor de sidder.

De er ansvarlige for skandalen og burde derfor have fået sparket for længst, når de nu ikke selv kan finde ud af at trække sig.

425 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere