PET’s mareridt

Jakob Scharf, eks-PET-chef, kører ud ad tangenten til PET’s fortvivlelse. Foto: Linda Johansen
Jakob Scharf, eks-PET-chef, kører ud ad tangenten til PET’s fortvivlelse. Foto: Linda Johansen

JAKOB Scharf vil formentlig gnægge skadefro, når han ser titlen på denne leder. Ja, vi ved det ikke ...

MEN HELE den tidligere PET-chefs opførsel, efter at han måtte forlade sin topposition i 2013, ligner en amoralsk, menneskelig deroute. Eventuelt med et element af hævngerrighed efter faldet fra tinderne. Han virker i hvert fald ikke som en mand, der gerne vil gøre det nemt for efterretningstjenesten – for at sige det mildt!

SCHARF måtte som bekendt trække sig som PET-chef i 2013 efter adskillige sager om syg ledelseskultur og magtmisbrug, afsløret af Ekstra Bladet. Topmålet af magtbrynden blev nået, da Scharf beordrede ansatte til at kigge i Pia Kjærsgaards kalender for at forhindre hende i at besøge Christiania. En sag, der også kostede Morten Bødskov (S) posten som justitsminister.

TIL trods for denne skandale-række gled Scharf over i en magelig stilling til samme millionløn i Rigspolitiet efter sin fratræden i PET. Mange mente, han burde have haft et spark helt ud i kulden. Men her sad han til 2015, da han dannede sit eget firma.

LIGE nu har Ekstra Bladet beskrevet, hvordan Jakob Scharf underviser i PET’s hemmeligheder på kurser, som han arrangerer i sit private firma.

SIDSTE år vakte det endnu større bestyrtelse, da han plaprede løs i Morten Skjoldagers bog ’Syv år for PET – Jakob Scharfs tid’. En guldgrube for potentielle terrorister eller andre, der ønsker det dårligt for Danmark, når det gælder om helt præcist at forstå, hvordan den danske efterretningstjeneste tænker og opererer. Informationer, der i mange tilfælde burde være hemmelige efter PET’s mening. Og et indblik, Scharf selv aldrig selv ville have tolereret i sin tid som PET-chef, mener man. Københavns Politi undersøger stadig, om hans åbenmundethed er kriminel.

JUSTITSMINISTERIET forsøger at få strammet reglerne for tavshedspligt. Lige nu er det sådan, at Jakob Scharf som kursusholder m.m. ikke på forhånd skal bede om lov, før han ytrer sig om sit tidligere specialområde. Han er selvfølgelig omfattet af den almindelige tavshedspligt. Men man overvejer, om man kan gardere sig yderligere. Lige nu er det i alle tilfælde som at lukke stalddøren, efter at krikken er strøget ud over markerne og nu slår vilde bukkespring foran et måbende publikum ... Tidligere var det en æressag at holde kæft, og man havde åbenbart ikke fantasi til at forestille sig en PET-medarbejder af Scharfs tilsnit.

36 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere