Pias lov virker ikke mere 

PIA KJÆRSGAARD giver den fra tid til anden som frihedskæmper mod ’eliten’. Hvilket engang var effektfuldt.

Det var dengang, statsminister Poul Nyrup Rasmussens ’stuerene bli’r I aldrig’ fra slut-90’erne statuerede ’lex Pia’ i dansk politik: Modstandere, der forsøgte at pudse egen glorie ved at spytte på Dansk Folkeparti eller partiets leder, endte med at få Pia og kompagni til at skinne.

PIA KJÆRSGAARD blev således i høj grad 00’ernes mest magtfulde kvinde i dansk politik på sine modstanderes raseri mod hende. Derfor har Kjærsgaard også altid selv gjort alt for at mane modstanden mod sig op som et mægtigt monster. Jo værre fjende, jo større Pia.

Og Kjærsgaard har netop gjort det igen. I et interview i Berlingske om, ’hvad hun opfatter som en lille elites undertrykkelse af den brede befolkning og dens ytringsfrihed,’ som avisen skriver.

’Det er dem, der sidder på flæsket – dem med de fine, fine uddannelser, som bor i byen, som formulerer sig godt, som er såkaldt intellektuelle, og som enten sidder på medierne eller ved, hvordan man kommer til orde i dem. De har en enormt stor magt til at definere for resten af Danmark, hvordan man skal være og tale,’ udtaler Pia Kjærsgaard.

PROBLEMET FOR Kjærsgaard er, at alle kan se, at den påståede, magtfulde kulturelite – op gennem 00’erne benævnt som den kulturradikale bermudatrekant, DR, Politiken og Gyldendal – aldrig har været mere svækket. Pia har sejret ad helvede til. Folketingets formandsstol blev som bekendt Pia Kjærsgaards sluttrin på en mageløs opstigning som de sidste 30 års største politiske succeshistorie i Danmark.

MEN SELV da hun sad der, og hendes eget parti tilmed holdt regeringens liv i sin hule hånd, blev eliten hevet af stald som modstanderen. Pia Kjærsgaard talte fortsat – og nærmest desperat – om ’magteliten’ og forsøgte at fremmane dyret som genganger, længe efter det reelt var drattet omkuld. Og fuldstændig uagtet, at hun selv besad landets næsthøjeste embede efter majestætens.

Magten satte ’lex Pia’ ud af kraft. Og hun fornemmede det godt.

EFTER DF sidste år led historisk nederlag, og Kjærsgaard stoppede som formand for Folketinget, testede hovedpersonen som noget af det første, om ’lex Pia’ så dog i det mindste var genetableret. Hun erklærede i Berlingske, at ’magteliten’ og ’politikerne igen er blevet selvfede og verdensfjerne.’ En skamløs udlægning af eget nederlag.

Nu hiver hun så ’eliten’ frem igen. Men uanset hvor meget Kjærsgaard fremmaner eliten eller #metoo-bevægelsens overdrev eller ’klimatossernes’ dagsorden som erstatning for sin tabte fjende, er hun ikke længere frihedskæmperen.

DET ER en af de væsentligste pointer i nyere dansk politik: Historien om ’lex Pia’. Det er loven, der siger, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis berettigelse aldrig var, hvad de gik ind for, men derimod, hvad de var imod, og hvem de havde imod sig.

MEN NÅR man først har vundet og ikke bare er blevet stuerene, men har siddet på de fineste pladser, kan man ikke hævde at være de undertryktes stemme, en rebel og mod ’magten’. I så fald er konklusionen nådesløs over for Kjærsgaard:

For hvis ingen kvindelig dansk politiker har haft mere succes end hende, blev den ikke anvendt til at gøre noget ved den farlige elite, hun hele tiden har talt om, men snarere til at gøre hende selv til fuldgyldigt medlem. 

358 kommentarer
Vis kommentarer