Pinlig debut: Pjæk

MOGENS Jensen var et ubeskrevet blad inden for fødevarer og fiskeri, da Mette Frederiksen udnævnte ham til minister for disse to områder. Begge giver masser af arbejdspladser og skovler penge hjem til Danmark. De er kort sagt hamrende vigtige.

AT MOGENS Jensen personligt er glad for fødevarer, vidner hans glade, velpolstrede ydre om – og fint nok med det! Men der må ligesom mere end en god appetit og en fjern forfader inden for fiskeriet til at fylde ministerposten fra dag et.

MANGE forestillede sig måske på denne rent fagligt pauvre baggrund, at Jensen straks vil sidde bøjet over papirerne dag og nat. At han ville gribe enhver chance for at møde erfarne kolleger og fagfolk med kyshånd.

TVÆRTIMOD, viser det sig nu. Den nyslåede folkets tjener udeblev fra sit første og foreløbig vigtigste møde overhovedet, nemlig et møde i mandags for alle EU’s landbrugsministre.

HER skulle han have repræsenteret danske interesser, og dagsordenen var et forslag til reform af EU’s landbrugsprogram.

EN REFORM, der bliver fulgt med lup og viftende ører herhjemme af bønderne: Landbruget slubrer milliarder af støttekroner i sig på EU-plan, men er oftest samtidig en egotrippende og miljøfjendsk branche. Dét får nu konsekvenser EU-politisk. Hvor stor reformen bliver, vides endnu ikke, og Mogens Jensen ved det i hvert fald slet ikke, for han pjækkede. Han forklarer sit pjæk med, at han jo bare kan hilse på de andre ministre ved det næste EU-møde.

EN NONCHALANCE, man sjældent møder hos en ny mand i en ansvarsfuld stol. Mødet var i mandags, så med lidt elasticitet kunne han måske ovenikøbet have nået både EU og Baroloen? 

I STEDET drog Jensen før weekenden på ferie til et italiensk vindistrikt. Dét holder han til gengæld sine følgere på de sociale medier underrettet om: Vin i glasset og flot udsigt i Barolo-land. Da Jensen trådte til i juni, fremhævede han, at hans forgænger Jacob Ellemann også var helt blank, da Ellemann blev miljø- og fødevareminister.

En risikabel sammenligning!

ELLEMANN var uerfaren på området. Men kom ind i sit ministerium som et videbegærligt ekspreslokomotiv: Lynhurtig til at sætte sig ind i sagerne og til at lægge kursen om til en lidt mere miljøvenlig, og moderne, landbrugskritisk linje, hvad Venstre også trængte og trænger hårdt til.

SAMTIDIG drog Ellemann rundt til store, folkelige møder, hvor han stod midt i stormvejret fra bønderne på en måde, der trods alt gav en del respekt, selvom han klappede kassen i for tørkehjælp og andre nødvendigheder set med landbrugsøjne.

249 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere