Pizza-politi

VAR DER en, der så glad ud i låget i går, var det minister for lov og orden Søren Pape Poulsen (K), da han fremlagde et nyt politi-udspil, der skal føre til mere lov og orden.

DET VAR godt nok ikke lige den formulering, han brugte. Lov og orden lyder brysk, så i stedet talte justitsministeren om nærhed og tryghed. Ordene brugte han så i hver anden sætning.

DANSKERNE har brug for mere nærhed og tryghed i hverdagen, altså en følelse eller fornemmelse af, at ordensmagten gør noget mod kriminalitet i al almindelighed – tyveknægte, terrorister, voldtægtsforbrydere, fart-tosser, værtshusbøller osv.

DET KAN de fleste kun være interesserede i.

Også justitsministeren – især når et folketingsvalg er forestående, kan man forstå.

KONKRET skal denne nærhed og tryghed frembringes i form af nye, mobile politistationer, der kan køres rundt i politikredsene, samt 150 ekstra lokale betjente – som justitsministeren betegner ’Landbetjent 2.0’.

LANDBETJENT 2.0 skal borgerne så kunne tilkalde via nettet på samme måde, som når de bestiller pizza med et klik med computer-musen. Som justitsministeren smilende forklarede på et pressemøde: ’Når man har brug for politiet, skal man mødes af et serviceorienteret og tilgængeligt politi, som tager ens henvendelse alvorligt’.

SØREN PAPE vil selvfølgelig ikke officielt indrømme den bagvedliggende årsag til udspillet: At afbøde de værste konsekvenser af politireformen fra 2007, som hans tidligere kollega og partifælle Lene Espersen gennemførte.

REFORMEN centraliserede politiet i en sådan grad, at det i folkemunde hed sig, at nu havde folk med slette hensigter frit spil ude på landet.

FAKTUM ER, at udspillet er et nyt forsøg på at gøre op med det centraliserings-vanvid, som hærgede under VK-regeringen – med nedsmeltningen af SKAT som det dyreste og mest forrykte eksempel.

STATSMINISTEREN har jo også indset, at centraliseringen, som han var hovedarkitekten bag, gik for vidt. F.eks. lægger han op til, at der skal etableres 21 sundhedsfællesskaber rundt om i landet.

MAN KAN kun klappe i hænderne af disse tiltag til decentralisering, men samtidig kun have foragt til overs for regeringens latterlige forsøg på at skjule årsagen. Det skaber alt andet end tryghed.

155 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere