Pletrenset fortid

BILLEDHUGGEREN Jørgen Gudmundsen-Holmgreen skabte i 1943 en bronzeskulptur, som fik titlen ’Neger’. Værket er i dag på Statens Museum for Kunst, men originaltitlen får det ikke lov til at beholde.

’Neger’ er nemlig blevet et stødende og fornærmende ord, siden kunstneren skabte skulpturen, så nu har museets ledelse besluttet, at det og andre værker med samme skavank skal have navneforandring.

’AFRIKANER’ bliver sandsynligvis skulpturens nye titel. Skønt museet ikke aner, om modellen for værket blev født i Timbuktu eller Lemvig.

Og dermed illustreres det, hvilke latterlige problemer man riskerer at løbe ind i, når man insisterer på at skure fortiden, så den ser ren ud i nutidens øjne.

IDÉEN er dum på usandsynligt mange planer.

Til gengæld virker den ved første øjekast harmløs, så man mest spekulerer over, om museumsfolkene dog ikke har noget mere fornuftigt at bruge deres tid på end at pletrense historien.

Men de givetvis velmenende og samtidig særdeles selvhøjtidelige mennesker på Statens Museum for Kunst bevæger sig ud på en farlig glidebane.

Og vi ved, hvor den ender. Den ender et frygteligt kedeligt sted. Den ender i svenske tilstande.

I SVERIGE bliver al kunst efterhånden vurderet på, om den kan risikere at krænke nogen – og det kan forbløffende meget, har det vist sig.

På den måde udsættes svensk kultur i disse år for sovjetisk historieskrivning af de kulturelle magthavere. Bag udrensningen ligger den tankegang, som altid er at finde i forbindelse med censur:

Almindelige mennesker tåler ikke at se det, som censorerne kan se på uden at tage skade.

NÅR EN MAND som Dansk Folkepartis Søren Espersen insisterer på at omtale mennesker som negre, skønt han ved, at han på den måde sårer dem, demonstrerer han, at han er blottet for anstændighed og empati.

MEN NÅR ledelsen for Statens Museum for Kunsts insisterer på at ændre på gamle værkers titler for at gøre dem mere anstændige i nutidens øjne, viser den en manglende respekt for historien og samtidig foragt for andre menneskers evne til at tænke selv.

242 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere