Anton er hjemløs. Derfor er politiet efter ham. Det var meningen, at politiet skulle gå efter udenlandske hjemløse. De skulle give bøde til dem, der opretter ’utryghedsskabende lejre’, de såkaldte romalejre. Men loven mod ’etablering af og ophold i utryghedsskabende lejre’, som regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vedtog for knap et par år siden, rammer også danske hjemløse.
DERMED ER DER tale om endnu et uigennemtænkt forsøg på symbollovgivning. Den slags lovgivning, der skal fremstille politikerne som handlekraftige i udlændingepolitikken. Så pyt med, at enkelte svage ryger med i købet.
Det er så folk som Anton.
PROBLEMET MED med romaer er, som de fleste ved, reelt nok. Det er også med loven lykkedes at få bugt med de fleste større lejre i hovedstadsområdet. Måske ikke mindst fordi man har bedt politiet være særligt nidkære.
Lovens praksis bør dog ændres. I efteråret blev en dansk hjemløs og ’Hus forbi’-sælger eksempelvis idømt bøde og forvist fra København. Tidligere er en enlig hjemløs af udenlandsk oprindelse blevet dømt for at bo i enmandslejr på Strøget i København. En sag, der siden har fået fri proces til at blive prøvet i Østre Landsret.
Hjemløse Anton: Politiets roma-lov giver bagslag
DET VAR ELLERS et løfte fra justitsminister Søren Pape (K), at loven ikke ville ’kriminalisere hjemløse’. Det er tydeligvis sket. Det er, hvad Anton og hans ’kollegers’ beretninger vidner om. Vi taler om mennesker, der lever på gaden. Ofte med psykiske diagnoser. Folk, der har vanskeligt ved at leve ’normale’ liv. Og som nu føler sig som jaget vildt. Loven har ikke alene presset romaerne ind på herbergerne og dermed danske hjemløse ud i gaderne.
SOM DEN ANVENDES i dag, tvinger den også folk med behov for hjælp i skjul i parker og baggårde.
Hvor ’tryghedsskabende’ er det?
’Jeg synes jo hverken, at jeg er utryghedsskabende eller laver en lejr,’ siger Anton til Ekstra Bladet. Vi konstaterer, at det synes justitsministeren, regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti åbenbart.
DET SIGES, at et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste.
Det er så folk som Anton. Hvordan synes vi selv, det går?
Ekstra Bladet har startet et initiativ, hvor de onsdag kan trække et 'kø-nummer' til en række falske butikker. Det giver dem ret til at sove sammen på gaden. Se mere ved at trykke her.