Politik på svensk

70 PROCENT af svenskerne har ifølge en frisk måling mistet tilliden til det politiske system.

Det er med den negative viden i bagagen, at statsminister Stefan Löfven (S) i dag møder op hos kongen for at præsentere sin nye rød-grønne regering efter 131 kaotiske dage.

LÖFVEN HAR opfyldt sit valgløfte om at holde Sverigedemokraterna (SD) uden for indflydelse, men prisen er enormt høj.

Han har lavet brandudsalg af sit eget partis politik for at tækkes to borgerlige midterpartier, Centerpartiet og Liberalerna.

Og han har måttet skrive ind i regeringsgrundlaget, at hans gamle støtter i Vänsterpartiet ryger ud i kulden.

I SVERIGE STARTER man altså en regeringsperiode med et flertal, hvis primære mål er at lade som om, at to partier, der repræsenterer 26 procent af vælgerne, ikke eksisterer.

Det er nu tredje valg i træk, at de centrale spillere i Riksdagen har gjort alle tænkelige krumspring for at isolere Jimmie Äkesson og hans sverigedemokrater.

MEN INDIREKTE har SD haft betydelig indflydelse på Löfven-regeringens udlændingepolitik.

Den har strammet flygtningelovgivningen markant, blandt andet med grænsekontrol. Men det må bare ikke hedde sig, at det skyldes pres fra Jimmie Äkesson. Uha nej. Man vil ikke vide af et parti, der i flertallets øjne ikke er stuerent.

DAGBLADET POLITIKEN hylder i en leder Stefan Löfven for ’en imponerende taktisk bedrift’.

’Det er godt politisk håndværk at ende på toppen efter det dårligste socialdemokratiske valg i mere end 100 år. At bevare magten efter et valg er en bedrift, som ingen andre socialdemokratiske ledere i Europa har formået dette årti’, skriver avisen begejstret.

POLITISK KOMMENTATOR Hans Engell præsenterede i går i Ekstra Bladet det modsatte synspunkt:

’Demokrati handler ikke om på usympatisk vis at holde nogen uden for indflydelse, men at få alle med i et forpligtende samarbejde. Det er nordisk demokrati. Ikke den svenske karikatur.’

LÖFVEN OG HANS to støttepartier har skrottet enhver form for politisk anstændighed for at kunne sætte sig på magten. Og skabt basis for, at yderpartierne får ny vind i sejlene hos vælgerne.

Det vil være løn som forskyldt. 

195 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere