Politikerne er en flok bonderøve

Udvikling: Der er gennem de seneste år sagt ufatteligt meget vrøvl om, hvorfor det er umuligt at etablere nye virksomheder og flytte statsinstitutioner til provinsen. Man kunne nærmest få det indtryk, at der kun bor ufaglærte uden for København, og at det er helt umuligt at tiltrække de ’rigtige’ medarbejdere til provinsen.

Men det er ikke andet end dårlige undskyldninger.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, jeg har ret, så udstillede Apple i denne uge, hvor hul diskussionen hidtil har været, og hvor visionsløse danske politikere og erhvervsledere er.

Apple har ingen problemer med at etablere et af to store europæiske kontrolcentre helt ude på det, københavnerne kalder Lars Tyndskids marker i Foulum ved Viborg. Det skyldes ikke mindst, at Apple kommer med meget mere end bare en stor arbejdsplads. De kommer med en vision. Apple vil i Viborg etablere en bæredygtig virksomhed, hvor bl.a. varmen fra de mange maskinen udnyttes som fjernvarme i hele Viborg. Så udover at de bryder den danske provinspsykose, så skaber de også ny innovation og får selv en hulens masse positiv pr ud af det.

Viborgs borgmester og udviklingsminister Mogens Jensen kunne da næsten heller ikke få armene ned og var ’helt oppe i Skyen, for nu at blive i Apple-sprog’, som de begge sagde.

Men hvorfor skulle Mogens Jensen og resten regeringen have en amerikansk virksomhed til at vise os det åbenlyse, nemlig at provinsen både er et sted, hvor man kan skabe innovation og god pr?

Svaret er ret enkelt: Politikerne på Christiansborg er de sande bonderøve i det her land. I Viborg, Herning og andre steder i provinsen har man for længst forstået, at man selv må tage affære, hvis der skal skabes vækst og udvikling. Og det går faktisk langt bedre, end de tilsyneladende har opdaget inde i statsadministrationen på Slotsholmen.

Her taler man stadig om den rådne banan og siger ja og amen, når vor tids nye ridefogeder, kreditforeningerne, endnu engang afviser at yde lån til familier og virksomheder, der vil bo uden for Danmarks tre-fire største bycentre.

Der er ikke mangel på idéer. Mange nye små Æbler kunne sås uden for København, hvis der var politisk handlekraft til at skabe vækst over hele Danmark.

Det er ikke nok bare at oprette et Ministerium for Udkantsområderne og sende en flink varmemester-minister rundt og sige, at det er vel nok synd, at alt bliver lukket. Udvikling af hele Danmark kræver politisk handling og mod. Men hold kæft, et fedt land vi kunne få.

88 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere