Praktik i uvirkeligheden

Coop og Salling Group tog suverænt flest arbejdsløse i aktivering sidste år. Jobcentrene elsker derfor de to supermarkedskæder. Disse to store, ’uegennyttige’ virksomheder slubrer jo kontanthjælpsmodtagere ind til det opreklamerede møde med virkelighedens arbejdsmarked. Det er et nærmest mirakuløst møde, der også politisk er stærkt efterspurgt.

Hver gang, en af disse stakler har praktiseret i det virkelige, spændende liv i Føtex, Kvickly, eller hvor det nu måtte være, kan sagsbehandleren samtidig sætte et stort, fedt flueben ud for personens navn.

Desværre oplever de aktiverede ikke, at de bag efter kommer i job. Kun syv procent af praktikanterne har et lønarbejde et år efter.

De har ganske vist passet deres arbejde ligesom andre i butikken ved at tage aftenvagter, sidde ved kassen og stille varer på plads. Men de er kun velkomne, så længe staten giver tilskud til ordningen, og de ikke skal have løn. Misbrug og en lose/lose- ordning for statskassen, mener man hos HK.

For praktikanterne føles det i mange tilfælde uværdigt og åndssvagt:

’Fjerde gang, du er i praktik i Fakta, så er der altså ikke mere at lære. Så udfører du bare et stykke arbejder for nul kroner, for at en sagsbehandler kan sætte et flueben et eller andet sted’, fastslår Kenni Andersen, der har prøvet møllen.

HK kritiserer supermarkedernes masseindskrivning. Tilmed skader de mange gratis praktikanter de reelle jobs, fastslår Per Tønnesen, formand i HK. Fastansatte kan ikke få flere timer, fordi praktikanterne tager en stor del af arbejdet, mener han.

Coop og Salling Group mener selv, at de udfører et ’tilfredsstillende stykke socialt arbejde’, som de kan være stolte af. De har blot så mange praktikanter i forhold til andre virksomheder, fordi det er to store, landsdækkende kæder med mange butikker, lyder det.

Ifølge Sallings egne tal er der langt flere, der kommer i arbejde efter en praktikperiode, end de officielle syv procent. Men de tæller ikke småjobs med på under 7,4 timer om ugen. Hvis det er tilfældet, misser statistikken trods alt en positiv pointe, for mange har stor gavn – både mentalt og i hverdagen – af et såkaldt minijob i stedet for at være på kontanthjælp.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil ’stramme’ reglerne, erklærer han i dag i Ekstra Bladet. Det kan ikke accepteres, at virksomheder systematisk misbruger praktikordningen. Det er vanskeligt at opfatte hans generelle kritik som andet end en kritik af lige præcis Salling og Coop.

Hvis han så også kan få andre virksomheder end de to giganter i detailhandlen til at tage praktikanter ind i stedet for at afskrive dem som bøvlede og lidet produktive, begynder det at ligne noget reelt: En ordning til gavn for dem, den skal hjælpe – og ikke kun arbejdsgiverne.

255 kommentarer
Vis kommentarer