Pseudo-arbejde

LÆSTE FØLGENDE i Politiken forleden: ’Filosof og antropolog: I spilder jeres liv med ligegyldigt pseudo-arbejde. Gå dog hjem!’

Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark har skrevet bogen: ’Pseudo-arbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting’.

Den handler om, at tusinder af veluddannede danskere møder hver eneste dag på kontoret for at udføre et arbejde, der er fuldstændig meningsløst. Hvilket i Politiken er benævnt som ’en barsk dom’.

De fleste af os andre ved, at de to forfattere har ret.

IFØLGE FORFATTERNE består pseudo-arbejde oftest af ’komplet ligegyldige projekter, regler og strategier, der kan udfylde en 37-timers arbejdsuge’. Som Dennis Nørmark siger i Politiken:

’Ufatteligt mange mennesker med lange, fine uddannelser sidder hver eneste dag og laver noget, der er totalt værdiløst for dem selv, deres virksomhed og samfundet. Deres arbejde er så fluffy, at de ikke engang kan forklare deres egen familie, hvad de får tiden til at gå med.’

DE FÅR DEN oftest til at gå med genere folk, der har et rigtig arbejde, kan vi godt afsløre. Ved at tvinge disse til at overvære ubrugelige PowerPoint-præsentationer, luftige strategiplaner samt plage livet af andre med tusinder af kontrolskemaer og mails uden væsentligt anliggende.

SOM DEN NU pensionerede kirurg fra Rigshospitalet Steffen Jacobsen forleden oplyste i Weekendavisen: Ud af 5413 mails i hans indbakke over de sidste 18 måneders ansættelse var der tre, som var relevante for hans kliniske hverdag.

PÅ TI ÅR er eksempelvis antallet af akademikere i kommunerne steget med knap 6000 stillinger. Det er en stigning på mere end 50 procent. Det er det samme, der er sket i regioner og stat.

I samme periode – fra 2006 til 2016 – er der blevet godt 3700 færre lærere og knap 6700 færre pædagoger. Der er tillige blevet færre sosu-assistenter, og en nedgang i antallet af varme hænder flere andre steder har fundet sted.

MÅSKE SIDDER nogen derude og tænker: Nævn bare en, så enhver kan forstå, at her er et menneske, der hævet over enhver tvivl har et pseudo-arbejde.

Lad os tage regeringens nyudnævnte disruptionchef, Kåre Riis Nielsen. Han indviede forleden på Finans.dk os alle i sin vision og strategi. Hvilket skete med følgende henrivende udtalelse:

’Danmark skal være mere San Francisco og mindre Brønshøj.’

Det præmieidiotiske i udtalelsen godtgøres ikke bare af et for det snakkende lag typisk forsøg på at hævde egen klasse ved at karakterisere andre – i dette tilfælde hele Brønshøj – for tvivlsomme. Udtalelsen fra disruptionchefen er særlig tåbelig, fordi han tilsyneladende heller ikke har den fjerneste anelse om, hvad der foregår i San Francisco. En ud af fem i Californien lever under fattigdomsgrænsen, og San Francisco er et epicenter for lige præcis denne form for fattigdom.

SÅ NÅR antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen hævder, at ’I spilder jeres liv med ligegyldigt pseudo-arbejde’, er det faktisk kun den halve sandhed.

Disse mennesker spilder også alle andres liv – og penge – med deres meningsløse virke. Og mange af dem uden at begribe det selv.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen