Qatars nye våben

Ifølge den britiske avis The Sun får David Beckham 1,3 milliarder kroner for det næste årti at være ansigtet udadtil for VM-værten Qatar. Foto: Ben Solomon/Ritzau Scanpix
Ifølge den britiske avis The Sun får David Beckham 1,3 milliarder kroner for det næste årti at være ansigtet udadtil for VM-værten Qatar. Foto: Ben Solomon/Ritzau Scanpix
Følg Leder

DAVID BECKHAM ER en succes. Da briten som 38-årig i 2013 indstillede fodboldkarrieren, var det med 115 landskampe og adskillige mesterskaber bag sig.

Hans brand rækker langt ud over grønsværen. Beckham er en superstjerne og et mode-ikon af en sådan karat, at et simpelt frisureskift har skabt overskrifter i aviserne. Han er sponseret af Adidas, har lavet tøj-kollektioner, designet briller og meget, meget mere.

Nu ventes han så at blive præsenteret som reklamesøjle for en diktaturstat.

IFØLGE DEN BRITISKE avis The Sun får stjernen 1,3 milliarder kroner for det næste årti at være ansigtet udadtil for VM-værten Qatar. Han skal være med til at promovere kultur og turisme.

Et af verdens mest værdifulde smil skal kort sagt få turisterne til at glemme, at oliestaten ikke lever op til basale menneskerettigheder, at homoseksuelle og mange kvinder lever en undertrykt tilværelse og at 15.000 migrantarbejdere ifølge Amnesty International har mistet livet siden tildelingen af værtskabet i 2010.

Dengang blev England i øvrigt forbigået, og da det blev afsløret, at der havde været korruption indblandet i FIFA’s tildeling af verdensmesterskaberne, kaldte David Beckham det ’kvalmende.’

I 2015 ESTIMEREDE London School of Marketing, at fodboldstjernen sammen med sin hustru – den tidligere Spice Girl Victoria Beckham – er omkring 4,4 milliarder kroner værd. Med en anslået årlig indkomst på op mod 350 millioner kroner.

Beckham har altså penge nok, skulle man tro.

MANDEN BRYSTER SIG også af at være ambassadør for Unicef, har givet millioner til velgørenhed og har med stolthed kunnet kalde sig et ikon for homoseksuelle. Elton John er gudfar til to af hans børn. Nu bliver han repræsentant for et land, hvor to mænd, der kysser, kan straffes for det.

I det lys virker det som en meget lille gestus, at Qatar ifølge rygterne har lovet fodboldstjernen, at publikum får lov til at have regnbueflag med ind på stadion. Det vil vi se, før vi tror det.

DAVID BECKHAM SELV virkede mest af alt starstruck, da han i 2019 besøgte diktaturet:

– Som spiller og fan vil man gerne opleve et VM med gode, sikre faciliteter, gode hoteller og en god kultur – og det er alt det, som Qatar er, lød roserne fra fodboldstjernen til FIFA.

ALT ER ÅBENBART til salg. Det er ærlig talt kvalmende.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter