Rå statsmagt

PENSIONIST-PARRET Ellen Rickers og Jørgen Olesen ville ligesom 654 andre boligejere på den jyske vestkyst protestere over 41 næsten 200 meter høje vindmøller, som skal opføres tæt på land.

MEN SOM Ekstra Bladet rapporterede søndag, blev parrets krav om erstatning afvist. Det indløb 47 minutter for sent – ifølge parret fordi den internetside, de skulle benytte, ikke fungerede. Det ragede den statslige myndighed langsomt.

OG SÅDAN er det åbenbart hele vejen igennem med statens rolle i projektet med den kolossale vindmøllepark. Ifølge klagerne har staten fungeret som forlænget arm for vindmølleparkens bagmænd, den svenske energi-gigant Vattenfall.

STATEN OG Vattenfall anklages for at have blæst husejerne langs Vestkysten omkuld med fusk, fortielser og manipulation.

F.EKS. BLEV husejerne præsenteret for billeder, hvor de gigantiske vindmøller – stik mod realiteterne – nærmest var usynlige. Den spolerede udsigt og vindmøllernes larm frygtes at gøre husene usælgelige og påføre husejerne enorme værditab.

STAVNSBUNDET er hundredvis af sydjyske familier også blevet, efter at transportminister Ole Birk Olesen (LA) har krævet undersøgelser af hidtil ukendte linjeføringer for ’Hærvejsmotorvejen’ mellem Give og Haderslev.

DE NYE undersøgelser ventes at stå på i flere år, og mens eksperterne måler, graver og analyserer, sidder de mange husejere opgivende med hænderne i skødet og uvisheden gnavende. Hvis motorvejen kommer til at gå gennem deres lokalområde, vil de aldrig få mulighed for at sælge.

STORE BYGGE- og anlægsprojekter medfører altid protester fra dem, der bliver berørt. Hensynet til samfundets interesser – almenvellet – må dog nødvendigvis veje tungest. Og hvad, der er samfundets interesser, beslutter politikerne.

DET BURDE være en selvfølge, at også staten spiller med åbne kort, er lydhør, tager de videst mulige hensyn og behandler klagerne ordentligt.

MEN AK. Staten tonser løs i en sådan grad, at borgene alt for ofte bliver kørt over. Og de ansvarlige politikere er ligeglade.

SÅ VI HAR ikke set den sidste skandale, hvor sagesløse borgere bankes ned af rå statsmagt.

206 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere