HVOR ville det dog være befriende, hvis vi med enkle midler kunne dæmme op for religiøs radikalisering, fjendtlige parallelsamfund og terror. Men et vidundermiddel findes ikke i virkeligheden.
DET er ud fra den erkendelse, at V-regeringen i skikkelse af ministrene Søren Pind, Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby i går præsenterede en antiradikaliserings-plan bestående af ikke færre end 22 punkter.
KONKRET handler det for regeringen om at forhindre, at især unge fanges ind af islamistisk propaganda og ender som terrorister, der vil bombe og på anden vis ødelægge vores demokratiske og frie og tolerante samfund.
UMIDDELBART lyder og ser regeringens plan imponerende og handlekraftig ud. Men holdt op mod virkeligheden blegner den kraftigt og lugter af, hvad der er tale om: symbolpolitik.
SOM ministrene måtte indrømme på pressemødet i går: Ja, vi forsøger med nogle ting, som vi ikke ved, hvad der kommer ud af.
MINISTRENE erkendte også, at planen udfordrer vores samfunds ’værdisæt’ med ytringsfrihed og demokratiske rettigheder.
HER tænkes først og fremmest på forslaget om, at en ny enhed under Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal agere ytringspoliti.
PET skal nemlig overvåge, opsøge og få fjernet ’ekstremistisk propaganda på internettet’ og sørge for ’blokeringsfilter mod terrorpropaganda’.
FORSLAGET er ikke kun principielt betænkeligt. I praksis er det heller ikke udtryk for den skarpeste tænkning.
FOR det første er det reelt umuligt at blokere for materiale på nettet – hvad enten det drejer sig om madopskrifter, fodboldresultater, børneporno eller islamistisk hadpropaganda.
FOR det andet vil svage og påvirkelige sjæle blive ansporet til at lede efter netop materiale, der er stemplet som kriminelt og forbudt.
KLOGE hoveder er enige om, at integration er det mest effektive middel mod radikalisering. Men den retorik og de stramninger, som flertallet i Folketinget længe har præsteret, trækker i den modsatte retning.
DER er tale om en politisk radikalisering, der også er grund til at advare imod.
