Radikalt maskefald

Men med de Radikale er man mere i tvivl; har tvivlen og anfægtelsen overhovedet indfundet sig? Bedste bud er faktisk, at det ikke er tilfældet, skriver Henrik Qvortrup i søndagens leder. Foto: Tariq Mikkel Khan
Men med de Radikale er man mere i tvivl; har tvivlen og anfægtelsen overhovedet indfundet sig? Bedste bud er faktisk, at det ikke er tilfældet, skriver Henrik Qvortrup i søndagens leder. Foto: Tariq Mikkel Khan

Danskerne gider ikke længere de Radikale. I meningsmålingerne ligger partiet pt og roder et pænt stykke under Dansk Folkeparti. Hvilket som bekendt er noget til den kummerlige side.

Ethvert andet parti ville alarmeres over i dén grad at være blevet fravalgt.

Men med de Radikale er man mere i tvivl; har tvivlen og anfægtelsen overhovedet indfundet sig? Bedste bud er faktisk, at det ikke er tilfældet.

Det ville i al fald matche partiets monstrøse selvforståelse helt perfekt at konkludere, at det i stedet er vælgerne, den er gal med.

For se sådan på det: Hvad er egentlig en værre skæbne for et parti, der i egen optik er selve kondensatet af elite og rigtige meninger, end at være reduceret til en vulgær massebevægelse af den slags, der rent faktisk opnår støtte fra almindelige mennesker?

Skræmmende perspektiv, ikke sandt?

Så hellere være elite helt i fred – gasse sig i en selvhenførende formodning om at være bedre, klogere, mere moralsk og mere hipt end håndbold-segmentet ude i røvballe-provinsen.

Til helvede med dem, der ikke ser storheden og rigtigheden i projektet. For – som Vestager selvsikkert bemærkede - 'sådan er det jo'. Fik I den, dompapper?

Tag ikke fejl: Arrogancen har selvfølgelig haft en magnetisk tiltrækning i visse kredse. Hvem vil ikke gerne feste med ligesindede elitære i dejligt kildrende bevidsthed om at være blandt the chosen few?

Apropos feste. Det kan de også de Radikale - selvfølgelig på den fede måde. Og dét i en sådan grad, at partiets ledelse for bare et år siden havde den letsindighed at beværte et såkaldt 'sexismedøgn', hvor vi andre mere dødelige skulle belæres om, hvordan man IKKE bør gebærde sig. Hovedtalere var partiformand Morten Østergaard og næstformand Sofie Carsten Nielsen, der sad der og emmede af rigtighed.

At sidstnævnte overhovedet formåede at gennemføre seancen velvidende, at førstnævnte talrige gange havde opført sig som en gammel gris ved de radikale fester, bør man ikke lade sig imponere sig af. For den slags kan radikale bare – altså bilde sig ind, at egne fejl pr definition er mere rigtige end andres.

Det er selvsagt noget sludder. Hvilket alle andre end die hard-radikale jo sagtens gennemskuer. Faktisk kunne man nemt argumentere for, at det er en skærpende omstændighed vedholdende at give den i rollen som belærende besserwisser, når man igen og igen blive taget på fersk gerning ude af stand til walk the talk.

Nu er vi dér, hvor alle med øjne i hovedet se det mageløse hykleri:

Først ryger den salvelsesfulde formand efter at have opført sig som klam fætter. Så viser det sig, at den nye formand har vidst det hele, men blot dækket over hans krænkelser, mens hun i øvrigt fromt har siddet og anprist Metoo-bevægelsen.

Herefter åbenbarer det sig, at de evigt korrekte, på overfladen så renskurrede i Radikal Ungdom trækker et spor af krænkelser efter sig. Og sandelig om ikke også retsordfører Kristian Hegaard har trillet rundt og krænket kvinder på kryds og tværs.

Senest har Ekstra Bladet afsløret, hvordan partiets medlem af Europa Parlamentet, den i andre sammenhænge altid så bedrevidende Karen Melchior, ikke blot behandler sine ansatte som skidt, men til overflod også skaber sig hysterisk, når personalet i Bornholms Lufthavn ikke kan gennemskue, at en radikal politiker naturligvis har mere ret end alle andre til at komme med et overbooket fly. For hvem skal ellers redde verden, mens Melchior sidder og venter på næste afgang?

Det er ét stort maskefald. Det er ikke kønt. Og det er faktisk helt forståeligt, at danskerne har fået nok.