Radio-klynk

Læser en overskrift på Berlingske.dk: ’Pro et contra: Er Ghita en glad diva eller et rigtig menneske?’

Udelukker det ene det andet, må man spørge.

Ghita Nørby har talt hårdt til en radiojournalist. Men hvad vi bør beskæftige os med, er for mig at se en journalist- og mediestand, der modsat at glæde sig over, at en interviewperson giver fuld gas, i stedet beklager at blive talt grænseoverskridende til.

Men man kan ikke krænke en journalist verbalt. I hvert fald ikke en ordentlig en af slagsen.

På Radio24syv har man dog tilsyneladende dannet en sorggruppe omkring Iben Maria Zeuthen. Som har en krænkelse fundet sted.

Zeuthens redaktør på Radio24syv, Mikkel Clausen, mener, man kan tale om et ’verbalt overgreb’. Stationens politiske redaktør, Brian Weichardt, skriver på Twitter: ’Det VAR et overfald. Hun NØD at tvære min kollega ud. Og hun kunne ikke stoppe sig selv igen’. Og radiovært Ditte Okman, der ugentlig udskammer folk i ’Det vi taler om’ – endda uden at disse har mulighed for at forsvare sig – udtaler:

’Jeg tror, de fleste må være enige i, at det er uacceptabelt at forsøge at nedbryde et andet menneske så systematisk, som Ghita Nørby gør det imod Iben i interviewet.’

Jeg holder meget af Radio24syv. Men jeg frygter her foretagendet omdanne sig selv til en mimose-fabrik, der i stedet for at gå ud med et brag i værdig trods mod Dansk Folkepartis kulturkommissærer forlader sendefladen med et klynk.

Jeg håber det virkelig ikke.

I tilgift hoster Politikens Henrik Palle så – nok knap så overraskende – i en sky af støv fra sin øreklapstol placeret urokkeligt henne i hjørnet af sit eget museale kultursyn:

’Det er faktisk nærmest til en Cavling-pris, at Iben Maria Zeuthen ikke bryder sammen og forlader åstedet – for at spurte hjem og lægge sig i fosterstilling under dynen.’

Nej, hr. Palle. Tværtimod. Hvis ikke intervieweren kan tåle det, bør hun finde sig et andet arbejde. Og jeg går da stærkt ud fra, at Zeuthen ved at fortsætte og gennemføre to timers råbånd med interview skyldes, at hun faktisk er enig i dette vilkår.

Ghita Nørby går amok og taler hårdt til intervieweren foran sig, ja. Pointen er bare, at man ikke kan tale for hårdt til en journalist. En ægte journalist vil kun glædes derved. Og endda bede om mere. Kald intervieweren ’åndssvag’, ’uduelig’, ’idiot’ med mere – det tjener blot som fuldgyldige betegnelser for, hvad enhver journalist bør prise sig lykkelig for. Journalisten er netop ’ingenting’, som Ghita Nørby siger.

For hvilken foræring er udskældningen ikke? Og hvorfor erklærer intervieweren, redaktøren og journalistik som sådan sig ikke bare tilfredse i denne anledning? Med et sådan træk i linen ved man, at der er en meget stor fisk på krogen. Resten handler om at sørge for, at den ikke ryger af, mens man haler ind. Det kan derimod aldrig handle om, hvad man selv eller andre føler.

God journalistik er sjældent pæn. Endnu mindre er den forsonende. Og den erklærer sig aldrig som et offer.

En vred Ghita Nørby er således en gave til enhver god journalist.

Det ser for mig også ud til, at Iben Maria Zeuthen har vidst det og benyttet sig af dette. Udmærket. At Ghita Nørby så uhæmmet forærer sig selv, er til gengæld lige så rosværdigt. Man har misforstået sin opgave og sit fag, hvis man begynder at jamre herover. 

140 kommentarer
Vis kommentarer