Ræven vogter gæs

Skatteminister Karsten Lauritzen ville ikke have hyret Bech-Bruuns advokater i dag. Foto. Jens Dresling
Skatteminister Karsten Lauritzen ville ikke have hyret Bech-Bruuns advokater i dag. Foto. Jens Dresling

FOLKETINGET valgte at sætte ræven til at vogte gæs, da man hyrede et af landets største advokatfirmaer, Bech-Bruun, til at granske, hvordan 12,7 milliarder kr. kunne svindles op af den danske statskasse i fiktiv udbytteskat.

Advokatfirmaet har nemlig samtidig været rådgiver for en af svindlens største aktører, viser det sig.

POLITIKERNE ønskede ellers uafhængige fagfolk til granskningen i 2017, da den astronomiske svindel kom frem. Bech-Bruun vandt opgaven, som de tog 3,5 mio. kr. for at løse.

Ja tak! Bech-Bruun havde i den grad erfaring, viste det sig i sidste uge. Skattestyrelsen opdagede som sagt, at Bech-Bruuns navn optrådte i sagen. En af Bech-Bruuns advokater har rådgivet den tyske bank North Channel om amerikanske pensionsfonde og dansk udbytteskat.

KARSTEN Lauritzen, skatteminister, meddelte i weekenden, at Bech-Bruun ikke havde fået opgaven med at granske svindlen, hvis han havde vidst, hvad der er fremme nu. ’Vi skal ikke acceptere nogen former for skatteunddragelse – heller ikke på rådgivningssiden’, skriver han i sin pressemeddelelse. Så kan det vist ikke skæres mere ud i pap? Skatteministeriet har mistet enhver tillid til Bech-Bruuns uafhængighed og troværdighed som Skatteministeriets undersøger.

Tilmed har Bech-Bruun ikke bare mens svindelen kørte, men også efter den blev afsløret, rådgivet to canadiske pensionskasser indtil for ganske nylig. Kasser der – igen ifølge Politiken – er under mistanke fra Skattestyrelsen for svindel med udbytteskat.

BECH-BRUUNS ledelse påstår, at de ikke anede, at firmaet havde ydet den betændte rådgivning.

Hvordan skal vi tro på dem? Følger de ikke med i, hvad firmaet har gang i? Eller tænkte man ’går den, så går den – det finder de sgu aldrig ud af ’?

Eller hvad der kan gøre almindelige borgere endnu mere deprimerede: Findes der simpelthen ikke kompetente advokater på det plan med helt rene hænder?

LAURITZEN påtog sig at blive skatteminister i en svær tid, og man sagde, at kun en idiot ville tage tjansen. Skatteministeriet var og er spækket med dybt indviklede tabersager. Ikke bare historiens største offentlige svindel med udbytteskatten, men også ejendomsvurderingen og hele skatteinddrivelsen, der stadig sejler.

Han har og overrasket positivt indtil videre. Nu mangler vi så at se, hvordan han drager konsekvensen af, at Skatteministeriet hyrer ’uafhængige’ advokater, der står bag rådgivning af skurkene?

TILLIDEN til ’uafhængige’ store advokatfirmaer er i hvert fald piftet. Også efter at undersøgerne af Danske Banks hvidvasknings-skandale, Bruun og Hjejle, ikke lige havde modtaget mails fra de fratrådte nøglepersoner ... Det afslørede Berlingske i sidste uge.

116 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere