Regenten

 

Alle partiledere opfører sig som ansatte hos chefen, Mette Frederiksen, skriver Poul Madsen.
Alle partiledere opfører sig som ansatte hos chefen, Mette Frederiksen, skriver Poul Madsen.

Billedet af partilederne stående på plænen foran Marienborg er ikonisk. Som alle andre må de følge fremlæggelsen af den aftale, de selv har indgået om genåbning af Danmark, på mobil eller tv. Foran kameraet står kun Mette Frederiksen.

‘De ligner ansatte’, siger Villads Andersen i P1 programmet Genstart. Han var i en årrække ansat som taleskriver hos Mette Frederiksen.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Partilederne ikke bare ligner, de har under hele krisen opført sig, som var de ansatte hos chefen, Mette Frederiksen. Det blev gentaget i den lamme partilederdebat på DR og TV2 torsdag.

Ingen tør eller har evnerne til for alvor at udfordre Mette Frederiksen. Partilederne ved, befolkningen er bag hende, og det ved Mette også. Så hun er ligeglad med de spage forsøg på kritik.

Oppositionens såkaldte leder Jakob Ellemann-Jensen havde oven på Marienborg-plænen skiftet de hvide, trendy sneakers ud med statsmandshabit. Men han var stadig klædt dårligt på til opgaven. Ellemann vil have grænsen til Tyskland åbnet. Det vil Mette ikke. Og så er den sag slut.

I det hele taget gider Mette Frederiksen ikke kritik. Det fik Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup at føle, da han forud for partilederrunden formastede sig til at spørge, om Mette ikke i starten af coronakrisen havde brugt Italien som et unødigt skræmmebillede. ‘Det er vist godt, du ikke er statsminister’, lød svaret fulgt af en svada om, at det er det sidste ’jeg nogensinde kommer til at fortryde’. Det var helt rart at høre, Mette ikke bare er en robot.

Video: Rasmus Flindt

Mette Frederiksen fortryder intet. Og det behøver hun heller ikke. Endnu. Flertallet på de sociale medier synes, det var godt, hun ‘fik lukket munden på den platte sladderjournalist’. Flertallet tror på hende, når hun hvæser til Qvortrup, at ’det tydeligt har virket, at vi lukkede Danmark ned resolut og tidligere end andre.’ Når Mette i øvrigt siger ’vi’, mener hun ’jeg’. Den fortælling hun har villet skabe om sig selv er, ’at det er mig der styrer det her’, som den tidligere taleskriver Villads Andersen siger. Det er alene regenten, der regerer.

Men selv for den succesfulde enevældige er der et men. På et tidspunkt går det op for danskerne, at regningen for Mette Frederiksens handlekraft skal betales. Hjælpepakkerne hjælper mange lige nu, men de stopper. Selv en socialdemokratisk styret statskasse er ikke uudtømmelig. Økonomerne forudser historisk tilbagegang. Virksomheder vil lukke eller fyre medarbejdere. I løbet af sommeren vil vi formentlig stå med mindst 150.000 nye arbejdsløse.

Vil det så stadig være et stiltiende påbud, at ingen kritiserer regenten og hendes nedlukning af Danmark?

1612 kommentarer
Vis kommentarer