Ritts opsang

LARS LØKKES første beslutning som statsminister var at nedlægge den kommission, som skulle undersøge Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan.

Befolkningen har nemlig ikke godt af at få at vide, hvad der er foregået.

Den kunne jo finde på at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor politikerne sender soldater til fronten i lande langt fra vort.

HEMMELIGHEDSKRÆMMERIET fortsætter med krigen mod Islamisk Stat.

Danske jagerfly har i lang tid bombet løs i Irak og Syrien, og regeringen har besluttet, at antallet af drab på civile skal holdes tys-tys.

I ET INTERVIEW i Ekstra Bladet i går gav den erfarne Ritt Bjerregaard (S) en opsang til de politikere, som nægter at se virkeligheden i øjnene og åbent erkende, at vores krigsdeltagelse har bidraget væsentlig til den flygtningestrøm, som i disse uger vælter ind over Europa.

- Der er faktisk ikke en eneste, der siger højt, at når vi har så mange flygtninge, så er det, fordi vi fører krig. Vi bomber selv i Syrien. Vi var selv med i krigen i Irak. Vi var selv med til at bombe Libyen. Nu ser vi resultatet, sagde hun.

DERFOR SKULLE man tro, at de politisk ansvarlige herhjemme føler en ekstra forpligtelse til at give plads til flere flygtninge.

Men nej. Regeringen lader som ingenting og nægter fortsat – selvfølgelig efter ordre fra Dansk Folkeparti – at følge opfordringen fra EU-kommissionen til at være med i en fælleseuropæisk kvoteordning.

I DEN ALMINDELIGE befolkning er der ellers ved at ske et holdningsskred, viser en Gallup-måling i Berlingske søndag.

56 procent synes, at Danmark bør give opholdstilladelse til flere flygtninge, mens 37 procent er imod.

En tilsvarende undersøgelse for et år siden gav det stik modsatte resultat. Men dengang var flygtningestrømmen heller ikke for alvor nået hertil.

MENS LARS LØKKE overvejer, om vi skal forstærke vores krigsindsats i Irak/Syrien, er det overladt til politiet at tackle dagens virkelighed.

En berømt politisk plakat fra 1930’erne lød: ’Stauning eller kaos’. I dag kunne teksten være: ’Løkke og kaos’.

120 kommentarer
Vis kommentarer