Rødt selvmål

EGENTLIG burde Helle Thorning og resten af rød blok nyde både solskinnet og de seneste meningsmålinger. Udfordringerne fra den modsatte side af Folketingssalen synes nemlig at være til at tumle. Vestre har godt nok som et led i den laaaange valgkamp spillet ud med en massiv annonce-kampagne. Men den er ufarlig. 

Masser af ord. Ja, nærmest myriader af ord, men kogt ind til benet er der blot tale om en gentagelse af parolerne fra partiets seneste landsmøde. Venstre vil have styr på økonomien. Altså helt generelt.

DEN SANG kender vi, og den kommende valgkamp skal nok give anledning til en lang række nærgående spørgsmål om Venstres formands økonomi. Det hører sig til.

Men Helle Thorning har også sit at tænke på. Dagpenge-sagen er et emne, som bare ikke kan fejes af banen og fortsat skaber splid i de rødes rækker. Det kan meget vel ende med at udløse et selvmål. 

Som Ekstra Bladet i dag kan berette, udviklede en hyggeaften blandt de fire partiledere fra rød blok sig til et rivegilde mellem SF’s Pia Olsen Dyhr og Helle Thorning. Forsamlet på restaurant Mash i Bredgade, som både har store røde bøffer og rødvin i den absolut dyre ende, gerådede de to parti-ledere i et seriøst skænderi om netop dagpenge-sagen.

PIA OLSEN DYHR  har alt at vinde. Hun ved godt, at SF ikke kommer i regering efter et valg, men hun har brug for at revanchere sig. Hun skal genoprette tilliden til sit parti og skabe en fællesskabs-følelse i SF. Dagpenge-sagen er som skabt til formålet, og derfor udfordrer hun Helle Thorning, der helst vil gemme diskussionen i dagpengekommissionens syltekrukke til efter et valg.

Sådan spiller klaveret bare ikke. Vi skal have et bedre dagpenge-system. Et system, som ikke udstøder folk til den sociale massegrav. Og det er ikke for meget forlangt, at landets statsminister, i god tid inden vælgerne træder ind i stemmeboksen, klart og tydeligt fortæller, hvordan hun vil forbedre dagpenge-systemet. Det skylder hun vælgerne. Klar tale, tak. Og ikke flere løftebrud.

 

 

105 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere