Røvere og ransfolk

Forretningsmanden Sanjay Shah betragtes som hovedmand i det netværk, der fik udbetalt 12,7 mia. kr. fra det danske skattevæsen i refusion af udbytteskat. Han befinder sig i Dubai. Privatfoto
Forretningsmanden Sanjay Shah betragtes som hovedmand i det netværk, der fik udbetalt 12,7 mia. kr. fra det danske skattevæsen i refusion af udbytteskat. Han befinder sig i Dubai. Privatfoto

DER FINDES en udbredt vittighed blandt liberalister. ’Stjæl ikke – staten hader konkurrence’, lyder den.
Det sjove skulle angiveligt være, at alle jo ved, at skat er et overgreb mod borgerne. Det er således en amoral, vi som individer må være hævet over.
Tilhængerne af ovenstående syn på det moderne velfærdssamfund bør se DR-dokumentaren ’Mændene, der plyndrede Europa’. Og bagefter spørge sig selv: Vil jeg i lyset heraf forlænge mit abonnement på denne forestilling om, hvem der stjæler fra hvem i det moderne velfærdssamfund?

I DOKUMENTAREN afsløres spekulanter og bankers systematiske ran af skattesystemet i fem europæiske lande ved hjælp af tilbagebetalinger af fiktiv udbytteskat.
Mindst 410 milliarder kroner er stjålet fra europæiske skatteborgere. I Danmark er der svindlet for 12,7 milliarder.
Ovenstående er værd at gøre opmærksom på, næste gang en liberalist står foran en og taler om ’nasserøve’ i socialstaten.

VI HAR SOM SAMFUND folk til at løfte dyner. I fald modtagere af offentlige ydelser formaster sig til at dele soveværelse. Men vi står afmægtige og handlingslammede over for en finanssektor, der er ude af kontrol og – med romaboss Gimi Levakovic’ ord – ’knepper hele samfundet’. Vi taler tydeligvis en finanssektor, hvis råddenskab ikke kender til grænser. Hverken overført eller geografiske.

Vi taler netop om liberalister, hvis modvilje mod staten er så grænseløs, at den ser sig selv som et herrefolk og andre som tabere og bonderøve. En god liberal regel er som bekendt, at der bør være sammenhæng mellem indsats og belønning. Men føler man sig hævet over reglen, kan man åbenbart bare vende den på hovedet.
 

REELT ER DER TALE om et overfald på samfundet. I dokumentaren billedliggør et hovedvidne, der har været med til bedraget, tyveriet som en flok ræve, der løber ind i en hønsegård og går amok i en blodrus. Ræve følger som bekendt blot ræves natur. Og lågen stod på vid gab. Civiliserede og retskafne mennesker kan godt gå forbi en ubemandet åben varevogn på gaden uden at forgribe sig på indholdet. Det kan man, fordi man er i besiddelse af etik og moral.
Det er de ikke i finansverdenen. Der er man i besiddelse af, hvad der kan stjæles.

I FINANS- og bankverdenen er man således ’finansielle terrorister’, som jurist Leif Donbæk forleden udtrykte det på EB’s Opinionen onsdag. Man udfører attentater mod fællesskabets penge for at berige sig selv og bekræfte en ideologi om, at staten er en fjende, der legitimerer forbrydelsen.
Men staten er os. Vi andre. Og vi stjæler ikke. Det er finansfolkenes og bankernes gebet. De er fjenden. Og de bør jagtes lige som andre terrorister og derefter bringes for en domstol.
Ikke mere liberalisme, ikke mere frihed til dem.

276 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere