Rolig nu, min ven

EUROPÆISKE medier rapporterer i disse dage himmelfaldne om USA’s præsident Trump.

Om hans ydmygelse af den britiske premierminister, Theresa May. Om hans anklager mod europæiske Nato-lande, der ikke er ordholdende og betaler, hvad de skylder. Og om hans tilnærmelser til den russiske præsident Putin.

Men det er nu, det udmøntes, hvad en Donald Trump egentlig betyder for Europa. Skulle nogen være i tvivl, satte Trump, allerede inden han gik til møde med Ruslands præsident mandag eftermiddag, det hele i perspektiv i et TV-interview med amerikanske CBS.

TRUMP BLEV BEDT om at svare på, hvem han regner som USA’s største fjende. Svaret lød: Den europæiske Union. Præsidenten forklarede i interviewet med CBS, hvorfor det er EU, der er fjenden og ikke Rusland eller Kina.

’Jeg mener, at vi har mange fjender. Jeg mener, at Den Europæiske Union er en fjende på grund af det, de gør mod os med hensyn til handel,’ lød det.

DET ER VÆRD at bemærke, at Trump her taler direkte ind i den ulmende handelskrig, som han selv har indledt, og ikke om forsvarspolitik.

Sædvanligvis seriøse europæiske medier bringer lange analyser, mystificerede over, hvad der dog er Trumps store plan.

MEN DEN ER VEL enkel? Planen er: ’America First.’ Al hans politik hidtil er gået på at efterleve det. Hvorfor det er en ny amerikansk præsident og dermed en ny verden.

Det hjælper ikke at være himmelfalden eller fornærmet. EU’s præsident, Donald Tusk, tweetede i et forsøg på at imødegå Trumps udsagn, at USAs præsident var helt gal på den: ’USA og EU er de bedste venner. Enhver, der siger, vi er fjender, spreder fake news,’ skrev EU-præsidenten

I STEDET for at få slukket det bål, Trump netop havde sat ild til, bar EU-præsidenten hermed blot mere brænde til flammerne ved indirekte at kalde Trump for en løgner.

Den europæiske læsning af og reaktion på præsident Trump lader i det hele taget meget tilbage at ønske i kløgt. Hvad Donald Tusk burde have tweetet, var: ’Det er muligt, USA synes, vi er en fjende. Vi regner USA for en ven.’

HERI LIGGER den eneste rette reaktion fra Europa på alt, hvad der kommer fra den amerikanske præsident. En repetition af, at det er muligt, USA har glemt, hvem Europa er, men det omvendte er ikke tilfældet.

314 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere